HOTELLER: Efter kun at have været en hotelkæde i primært det centrale København kigger hovedstadens største hotelkæde nu på at rulle sit 2-stjernede Wake Up-koncept ud i Aarhus.
”Aarhus er bestemt en interessant hotelby. Vi har i første omgang lavet en rammeaftale om at købe en bygning i det centrale Aarhus, men der er f.eks. endnu ingen byggetilladelse. Men kommer den på plads, kan vi åbne i slutningen af næste år.”
Det sagde koncerndirektør for Arp-Hansen-koncernen, Dorte Krak, i aftes til standby.dk. Hun bekræftede historien fra Århus Stiftstidende om, at Arp-Hansen er på vej med sit første hotel i Aarhus – det får 213 værelser og skal ligge i M.P. Bruuns Gade lige ved siden af Bruuns Galleri.
Den måske kommende hotelbygning er i dag oliefabrikken Aarhus Karlshams store kontorbygning.
Arp-Hansen Hotel Group har i forvejen 12 hoteller i København, heraf to Wake Up-hoteller, det seneste af disse åbnede sidste år i Borgergade i København.
”Vi har en betinget købsaftale med Aarhus Karlshamn. Lige nu ligger sagen hos Aarhus Kommune, der skal tage stilling til, om den vil godkende projektet,” siger Dorte Krak til Stiften.

STANDBY.DK Nyt om rejser

