Madicken er en af de mange Astrid Lindgren-figurer med sit eget område i østsvenske Astrid Lindgrens Verden. PR-foto: Astrid Lindgrens Värld.

Astrid Lindgrens Verden bliver igen større

Astrid Lindgrens Verden mellem Malmø og Stockholm er klar til ny tocifret millioninvestering. Denne gang skal der skaffes plads til mange flere tilskuere hos figuren Madicken på Junibakken.

I år er det 80 år siden Astrid Lindgren udgav den første af sine bøger om verdens stærkeste pige, Pippi Langstrømpe der bor i Vimmerby i Småland.

Og i Vimmerby i Småland, hvor Astrid Lindgren blev født, ligger forlystelsesparken Astrid Lindgrens Värld, også kaldet ALV. Ved parken er også Astrid Lindgrens barndomshjem “Näs” med udstillinger om forfatterens liv.

Astrid Lindgrens Värld er en temapark med miljøer fra Astrid Lindgrens mange børnebøger om ikke kun Pippi Langstrømpe, men også Emil fra Lønneberg, Karlsson på Taget, Ronja Røverdatter, Alle vi børn i Bulderby, Brødrene Løvehjerte, Madicken og så videre.

Og det er figuren Madicken, der er centrum for næste store investering hos ALV, der har over en halv million besøgende om året – sæsonen er i sommermånederne.

Til sommersæsonen næste år investeres således op mod 50 millioner svenske kroner, cirka 33 millioner danske kroner, til området omkring Madicken og hendes ”hjem” på Junibakken.

Det skriver mediet Dagens Vimmerby.

Plads til mange flere tilskuere
Joacim Johansson, der er administrerende direktør for ALV, siger til Dagens Vimmerby, at det drejer sig om at skaffe flere tilskuerpladser til området ved ”Junibakken,” hvor der er optrædener med figurerne i Madicken-fortællingerne.

”I dag har vi plads til 150 tilskuere, udvidelsen af publikumsarealet vil betyde plads til 800 personer,” siger Joacim Johansson.

Blandt de andre kommende udvidelser ved ALV bliver mere overnatningskapacitet, den stiger med 200 senge. Besøgende kan i området overnatte i huse i ”Den lille by” med plads til mellem fem og 13 gæster i hvert hus, mens lejlighederne i Oxgården, der ligger 700 meter fra selve ALV, hver kan rumme 4 til 12 personer. Hertil kommer et område til mobilhomes.

Udover den udvidede overnatningskapacitet, kommer der næste år også en ny tilkørselsvej til ALV.

 

Relaterede artikler:

Vimmerby og Gotland: Svenske rejsemål kæmper om Pippi Langstrømpe

Sverige topper blandt danskernes udenlandske rejsefavoritter

Finland fejrer 80-året for sine ikoniske mumitrolde