Atlantic Airways fejrer 25 års jubilæum

Torsdag er det 25 år siden, det færøske flyselskab fløj første gang – til Københavns Lufthavn. Selskabet fik sidste år sit nye flagskib, en Airbus A319 – dem ventes der endnu to af i år.

Jomfruflyvningen 28. marts 1988 var med selskabets dengang enlige British Aerospace 146 jet.

Atlantic Airways Airbus A319 bruges primært på hovedruten fra Vagar-lufthavnen til København. Men salg af en række sydgående charterserier til Atlantis Rejser medvirker til, at Atlantic Airways er i markedet for yderligere to A319’ere til levering i år.

Mens selskabets to BAe RJ-fly har plads til 95 passagerer, kan der være 144 i A319.

Gennem lavsæsonen flyer Atlantic Airways to gange om dagen til København, mens der er to til tre ugentlige fly til Billund. Under dette års højsæson forventes op mod 20 flyvninger om ugen til København, heraf 13 med Airbus’en, ligesom der i højsæsonen bliver daglig forbindelse til Billund og op til tre ugentlige fly til Aalborg.

Men ikke kun Danmark får besøg af Atlantic Airways’ A319; selskabet har åbnet ny rute til Barcelona og forventer også en til Milano i takt med at selskabet får sine næste A319. Selskabet har også ruter til England, Island og Norge.

Atlantic Airways, som den færøske regering ejer 2/3 af, fik i 1994 helikoptere. De to helikoptere har ruter til de fjernere øer på Færøerne, eftersøgnings- og redningstjeneste samt off-shore flyvninger i det nordlige Atlanterhav.

I 2005 blev flyselskabet ene om ruten mellem Færøerne og København da Maersk Air trak sig.

Selskabet havde sidste år 266.000 passagerer, 172 ansatte og omsatte for 501 millioner kroner.