Pensionsselskabet køber australske Macquaries andel af Københavns Lufthavne A/S, oplyser lufthavnen via fondsbørsen. Macquarie købte sig ind i lufthavnen 2005 og købte yderligere op i 2009.
”Vi ser frem til at fortsætte udviklingen af CPH, som er en af de vigtigste nordeuropæiske lufthavne, i dette nye partnerskab”, skriver bestyrelsesformand for Københavns Lufthavne A/S Lars Nørby Johansen.
Macquarie ejede sammen med canadiske OTPP, Ontario Teachers’ Pension Plan, 57,7% af Københavns Lufthavne. OTPP fortsætter som ejer men nu altså med ATP som partner.
”Vi ser frem til at opbygge et godt samarbejde med ATP og de andre bestående aktionærer i lufthavnen, herunder Ontario Teachers Pension Plan (OTPP) og den danske stat”, skriver Lars Nørby Johansen.
I en pressemeddelelse skriver parterne, at ATP køber aktierne for 9,8 milliarder danske kroner. CPH tilføjer,
at det forventes, at køberne skal tilbyde at opkøbe eksisterende aktionærers aktier. Ifølge meddelelsen vil de blive tilbudt omkring 5.700 kroner per aktie. Aktien lukkede onsdag i 5120 kroner.
En pris på 5.700 kroner per aktie værdisætter selskabet til 44,7 milliarder kroner og ATP og OTPPs kommende andel til 25,8 milliarder.
Aftalen er betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse.
I juni sagde finansminister Kristian Jensen, at staten var klar til at blande sig i hvem, der købte Københavns Lufthavne: ”Det er af afgørende betydning, at Københavns Lufthavn fortsat er en moderne og effektiv lufthavn med tilstrækkelig kapacitet til at sikre tilgængeligheden for den danske økonomi og samfundet”.
”Det kræver, at lufthavnen er kontrolleret af investorer med et langsigtet syn på værdiskabelse. Den danske regering vil evaluere lovgivningen i lyset af dette og hvis nødvendigt også stramme lovgivningen.
Den danske stat ejer 39,2% af lufthavnen.