Atter direkte fly mellem Billund og München

Sun-Air gik efter opfordring fra ikke mindst den tyske industrigigant Siemens ind på strækningen mellem Billund og München – ruten stoppede 22. februar, hvor Cimber Sterling trak sig; Cimber Sterling stopper også snart mellem Billund og London Gatwick.

 

Ruten til München blev officielt åbnet af Legos travel manager, Mette Bank. Sammen med andre store virksomheder i det jyske som Siemens, Vestas og Per Aarsleff er Lego blandt de firmaer, der navnlig har ønsket en genåbning på Billund-München.

 

Efter åbningen fløj flykaptajn Niels Sundberg med hans søn Kristoffer Sundberg som styrmand og en af hans døtre, Susanne Sundberg, som stewardesse, det næsten fyldte åbningsfly til München med planmæssig afgang kl. 07.20.
Sun-Airs Dornier 328-300 jetfly har plads til 32 passagerer.

 

I Münchens lufthavn var der flot modtagelse af flyet, der kunne returnere til Billund med 20 fuldt betalende passagerer – heraf var halvdelen fra Siemens.

 

De indbudte gæster fra bl.a. store jyske firmaer på åbningsflyvningen fik fin dag i Bayerns hovedstad med besøg på bl.a. Bayern Münchens hjemmebane, Allianz Arena, hvor holdet i aften, tirsdag, spiller returkamp mod Basel i Champions League. Sun-Airs gæster til heldagsturen til München fik trøjer fra Bayern München (foto).

 

Der var også besøg hos bilfabrikken BMW’s museum mm., BMW Welt – BMW er en forkortelse for Bayerische Motoren Werke. Herefter var der frokost og sightseeingtur i München, inden gæsterne returnerede med Sun-Airs aftenafgang fra München kl. 20.15.

 

Inden første afgang var der traditionen tro sammenkomst i Billund Lufthavns King Amlet-lounge, hvor bl.a. en stor kage markerede den nye rute.
Her sagde Niels Sundberg bl.a.: ”erhvervslivet har behov for Sun-Airs nicheruter. Tusind tak til erhvervslivet for opbakning til vores ruter – nu får i den nye til München, den flyver så længe, der er opbakning til den.”

 

”Den hårde konkurrence og ikke mindst prisen på brændstof gør det vanskeligt at skabe den fornødne indtjening, men vi tror, at vores fly passer til ruten til München. Vi har på forhånd været i dialog med flere store jyske erhvervskunder omkring ruten for at finde de optimale afgangstider. Det er lykkedes os at få de ønskede landingstilladelser i München, således vi kan tilbyde en morgen- og aftenafgang på alle hverdage samt en aftenafgang på søndage,” sagde Niels Sundberg.

 

Niels Sundberg gentog sit løfte om også at åbne en rute – med større fly end selskabets nuværende – mellem Billund og London Heathrow, hvis British Airways-partneren Sun-Air en dag får en såkaldt slot til Europas travleste internationale lufthavn.
Og Niels Sundberg benyttede også lejligheden til igen at kritisere de danske politikere for ikke at gøre nok for at inkorporere flyet i den danske trafikale infrastruktur. ”Der er stadig politisk modvind – og for megen fokus på tog,” sagde han.

 

Også Billund Lufthavns adm. direktør, Kjeld Zacho Jørgensen, talte ved ruteåbningen og sagde bl.a. om Sun-Air og dets nye rute:
”Vi er hinandens forudsætninger – og det er vigtigt for erhvervslivet med Sun-Airs ruter.”

 

På premiereflyvningen sagde Niels Sundberg til takeoff.dk, at Sun-Air i hvert fald giver den nye rute et halvt år til at vise, at den kan fungere økonomisk. ”Men det er en fordel, at ruten er kendt i forvejen og at vi allerede fra starten ser stor opbakning til den fra bl.a. den jyske erhvervsliv,” sagde Sun-Airs ejer.

 

At Lufthansa for nylig har signaleret, at selskabet måske vil åbne mellem München og Billund gør ikke det store indtryk på Sun-Air. ”Den rute har Lufthansa talt om i årevis,” lød det fra Sun-Air, der håber på tæt samarbejde om det danske flyselskabs nye rute til Europas sjettestørste lufthavn.

 

Münchens lufthavn havde sidste år 37 mio. passagerer, den betjenes fra dette års sommerprogram af 69 flyselskaber og har ruter til 220 destinationer verden over.

 

Der kommer reportage fra åbningsturen med Sun-Airs nye rute i april-udgaven af Stand By.

Skrevet af Henrik Baumgarten