Atter kæmpe rejsemesse i Herning

Teamet bag Ferie for Alle 2016 i Messecenter Herning, fra venstre Johan Kaagaard Krog, Michelle Søgaard, Anders Ladefoged Mortensen, Lissa Pedersen, Knud Sørensen, Johnny Frandsen og Maja Kjær Juul.

Teamet bag Ferie for Alle 2016 i Messecenter Herning, fra venstre Johan Kaagaard Krog, Michelle Søgaard, Anders Ladefoged Mortensen, Lissa Pedersen, Knud Sørensen, Johnny Frandsen og Maja Kjær Juul.

TURISME: Messecenter Herning var i weekenden igen ramme om Skandinaviens største rejsemesse, Ferie for Alle. I år med 61.885 besøgende – en nedgang på 970 i forhold til sidste år. Alle 14 haller i MCH var igen i brug.

Ferie for Alle er MCHs største årlige publikumsmagnet – men at besøgstallet igen faldt i år, stor-bekymrer ikke messens ansvarlige, projektchef Anders Ladefoged Mortensen, der efter messen lukkede søndag, sagde til standby.dk: ”Jeg vil ikke kalde nedgangen på 970 færre besøgende i forhold til sidste år bekymrende, men vi må forholde os til den.”

”Man kan dele elefanten i småbidder. Vi har fem tema-områder – Camping, Charter- og europæiske rejsemål, Danmark, Golf og Oversøiske Rejser.

Tilbagegangen svarer til små 200 færre besøgende i hvert temaområde i de tre dage – eller under 70 færre i hvert område hver af dagene. Der var i hvert fald ikke mangel på besøgende i de to haller med udlandsrejser – men som vi foreløbigt ser det, kom nedgangen navnlig i Golf-området.”

Anders Ladefoged Mortensen tilføjer: ”Jeg talte i weekenden med mange udstillere. Apollo, Bravo Tours og Spies solgte mange rejser – det samme gjorde krydstogtselskaber. I år var nye turistkontorer på Ferie for Alle, Litauen, Slovakiet og Montenegro – de kommer igen næste år.”

Ferie for Alle i 2017 holdes 24.-26. februar, hvor Camping afløser USA som årets partner.