Danish Air Transport (DAT) har nu haft fire dage med lavprisflyvninger til Bornholm og er tilfreds med billetsalget til ruten mellem København og Rønne, der ligger i konkurrence med Cimber Airs lignende rute. ”Der har fredag, søndag og mandag siddet i alt 715 passagerer på flyafgangene, hvor der har været plads til i alt 896 passagerer, så de dage er vi meget tilfredse med. Derimod kan vi tirsdag notere 129 solgte billetter ud af 384 mulige, og det er ikke godt nok,” siger DAT’s rutechef; Bjarne Rasmussen.
Ruten, der er blevet lanceret som en lavprisrute, har siden billetsalget åbnede den 6. juni solgt i alt 4.500 billetter. Dette tal er dog blevet skubbet i vejret af, at billetterne i de to første uger blev solgt til 95 kr. for turen Rønne-København, mens det den modsatte vej kostede 195 kr.
Ifølge Bjarne Rasmussen er målet i første omgang ikke at kapre kunder fra Cimber Air, men at skabe sin egen kundekreds. Han peger også på, at konkurrence mellem to selskaber på en rute kan skabe mere trafik.
(Jyllands-Posten, 6/7)
Tagget med: Cimber Danish Air Transport DAT