Sun-Air har store vækstplaner

Sun-Air nåede i sidste regnskabsår en omsætning på 378 mio. kroner, en vækst på 25 % i forhold til forrige regnskabsår. Overskuddet efter skat blev over 28 mio. kr. og egenkapitalen er 81 mio.kr. Samtidig nærmer det årlige passagertal sig 250.000.



Sun-Air har med hovedkvarter i Billund Lufthavn primært ruteflyvning i franchisesamarbejde med British Airways fra jyske lufthavne, charter samt indtægter fra flyvedligehold, handel med fly osv.



”Vi er meget tilfredse med regnskabet. Fremgangen på 25 % skyldes flere ruter og passagerer. Vores niche er ruter til navnlig forretningsfolk, som ikke vil via København, men flyve direkte fra jyske lufthavne til de europæiske knudepunkter,” siger ejer og adm. direktør, Niels Sundberg, til Take Off og tilføjer:



”Vi har et mål om, at Sun-Airs overskud skal være mindst 10 % af omsætningen – vi nåede 9,1 % i seneste regnskabsår. Det er flot, men endnu er målet ikke nået.”



Sun-Air, som i år fejrer 30 års jubilæum, har ca. 200 medarbejdere, 12 % flere i forhold til seneste regnskabsår. Og selskabet vil de kommende år udvide medarbejderstaben og foretage væsentlige investeringer i nye fly.



”Vores strategi frem mod år 2010 taler om 150 flere medarbejdere, en omsætningsstigning fra de 378 nuværende mio. kr. til 550 mio. kr. og ti fly mere, udover de 13, vi har i dag.

De nye ruter begynder vi at offentliggøre om et års tid, jeg siger endnu ikke hvilke, for så skal SAS bare det samme,” siger Niels Sundberg og fortsætter:



”Jeg sagde i 2005 til Take Off, at vi samme år ville åbne fra Københavns Lufthavn til London City Airport. Få måneder senere fortalte SAS, at det ville de da for øvrigt også – og vi kan altså ikke konkurrere med SAS.

Men vi har planer om rute fra Billund til London City Airport, den kommer måske til sommer.”



Sun-Air flyver fra Billund til Bruxelles, Düsseldorf, Helsinki, Oslo, Göteborg, Manchester og Paris, fra Århus til Oslo, Stockholm og Göteborg samt fra Aalborg til Oslo. Desuden har selskabet en rute mellem Bruxelles og Schweiz’ hovedstad, Bern.



HB


Skrevet af