Club La Santa må atter afvente udvidelse

Det skal nok blive flot; Henning Larsen, der bl.a. har tegnet Terminal 3 i Københavns Lufthavn og Københavns kommende mere eller mindre interessante operahus, er også arkitekten bag den kommende udvidelse af Club La Santa.



Men hvornår det nye kompleks med 75 nye luksuslejligheder med 300 senge bliver til noget er en anden sag; for Club La Santa på den kanariske ø Lanzarote er igen stødt på spansk bureaukrati. Denne gang kan kommunen og fredningsmyndighederne ikke komme overens.



Der er afsat 150 millioner kroner til at bygge; pengene dækker foruden det nye lejlighedskompleks bl.a. også en swimmingpool, restaurant og ekstra sportshal. For pengene får Club La Santa endvidere nyt aerobicområde, ny sportshal og squashbaner – de gamle squashbaner omdannes til et to-etagers diskotek; centret får efter egne oplysninger Europas mest moderne golftræningsanlæg som Thomas Bjørns eks-træner er med til at designe og meget andet.



La Santas svømmebassin med de olympiske mål omdannes i år til bassin for børnesvømning og genoptræning; i stedet kommer der to nye OL-bassiner, ligesom planerne også siger, at La Santas tidligere disko bliver til wellness center med bl.a. spa, sauna, kolde og varme bade, fysioterapi osv.



EKSTRA FLY FRA KØBENHAVN

Efterspørgslen på at komme til det fantastiske sports- og feriecenter er så stor, at Club La Santa fra 5. november, og i hvert fald til oktober næste år, indsætter et ugentligt ekstra Maersk Air-fly fra København som supplement til to ugentlige Maersk-flyvninger fra hhv. København og Billund.



”Club La Santa har over 50.000 årlige gæster, primært fra England, Tyskland og Danmark – men det tyske marked er ramponeret i øjeblikket,” siger direktør for Club La Santa i Danmark, Jan Mikkelsen, til Take Off Weekly. Club La Santa har en gennemsnitlig belægning på 90-95%.



Hvornår de 75 nye lejligheder står klar, har hverken Jan Mikkelsen eller Club La Santas adm. direktør, Leif Rasmussen, et bud på. Men de skal supplere de nuværende 400 lejligheder med 1.100 senge.



Alene fra Danmark har Club La Santa 70 mio. i årlig omsætning – centret havde i fjor 12-14 mio. mio. i samlet overskud, også fra biludlejning, restauranter og sportsforretning.



Selskabet bag Club La Santa, der blev grundlagt af Tjæreborg-præsten Eilif Krogager i 1982, omsatte sidste år for 205 mio. kr. Club La Santa ejes primært af Krogager-familien, selskabet har bl.a. penge fra salget af det daværende Sterling Airways og Tjæreborg Rejser.

Skrevet af