Hotel Skt. Petri bliver et First Hotel

Det blev ikke til noget med at finde en stor international hotelkæde til at drive Hotel Skt. Petri. Designhotellet, som formentlig er byens mest trendy, har bl.a. forhandlet med Raffles-kæden, men uden resultat.



”Der har også været henvendelser fra bl.a. Starwood, som bl.a. står bag Sheraton, de vil meget gerne tilbage til København, men i kraft af at Skt. Petri viser stadig bedre tal er interessen for en udenlandsk operatør faldet,” sagde direktør for First Hotels Danmark, Karim Nielsen, i går til Take Off i forbindelse med Skt. Petris 1-års fødselsdags reception.



”Vi er et af de fem hoteller i København som får den højeste gennemsnitlige pris pr. solgte værelse,” sagde Karim Nielsen. Han tilføjede, at Skt. Petri efter det første år økonomisk hviler i sig selv, at First hverken har tabt eller tjent penge på det, men det forventes næste år.



Belægningen er nu i snit oppe på 62%, der skal igen ansættes medarbejdere efter en større fyringsrunde tidligere i år, således at medarbejderstaben kommer op omkring de 70.



Skt. Petri i det tidligere Daells Varehus blev bekostet af norske Asmund Haare, som bl.a. ejer First Hotels. Skt. Petri har 268 værelser, 55 har balkon eller terrasse.



I øvrigt bliver to eksisterende First-hoteller nu også 5-stjernede, Hotel Reisen i Stockholm samt Hotel Noble House i Oslo.



Med Skt. Petri har First fem hoteller i Danmark, i Aalborg, på Vesterbro i København (Danmarks tredjestørste hotel), Mogenstrup Kro udenfor Næstved samt i Odense.



”Vi holder de godkendte budgetter, kører med høj belægning – vore kernekunder er finansmarkedet, mode, musik, reklame, tv, IT; alle synes begejstret for et alternativ til de øvrige 5-stjernede hoteller i København,” sagde Skt. Petris direktør, Michael Telling, for nylig til Take Off.



Skt. Petri tiltrækker også danske kunder, hvilket direktøren bl.a. takkede de store erhvervsrejsebureauer og incomingbranchen for. ”De har taget meget venligt imod os,” siger han.



Hotellets gæster kan bl.a. hygge sig i baren, hvor der fredag og lørdag er DJ-musik eller lufte gevandterne i boutiquecaféen Blanc, der åbner alle dage klokken 8. Udover traditionelle caféprodukter har cafeen internationale aviser samt trådløst internet.

Skrevet af