SAS trues på livet af strejkerne

Den nye SAS-koncernchef Mats Jansson, står hermed over for sin tredje store strejke på bare fem måneder og erkender over for avisen Dagens Industri, at selskabet er ude i en eksistentiel krise
 
Den udvikling gør, at Jansson frygter, at SAS’ brand kan være i fare, og at selskabet også er i skudlinjen.

”SAS er i en konkurrencesituation, hvor der ikke er plads til strejker, hvis vi på langt sigt skal overleve”, siger han.

Mens han betegner jobbet med den finansielle turn-around som vellykket, erkender han, at der nu forestår en turn-around på det arbejdskulturelle område.


Strejken blandt de svenske kabinefolk, der er organiseret i fagforeningen HTF, kommer til at ramme 20.000 passagerer hver dag og vil have en negativ effekt på selskabets resultat med ca. 20 mio. s.kr. om dagen, vurderer Mats Jansson.

De seneste ti år er SAS ramt af 100 strejker, hvoraf de 73 har været overenskomststridige.

Formanden for luftfartsfunktionærerne Nicholas Fischer vurderer, at der kun kan blive ro i SAS, hvis ledelsen ændrer samarbejdsformen.

”Vi forventer, at vi indgår et forpligtende, ærligt samarbejde. At vi aftaler nogle regler og en fremgangsmåde, så kunderne ikke skal opleve arbejdsnedlæggelser, og hvor ledelsen er indstillet på en reel mental turn-around. Vi har haft en økonomisk turn-around. Nu er der brug for en ny samarbejdsform”, siger han til Ritzau.

Torsdag den 31. maj mødes de danske fagforbund, der har overenskomst med SAS Danmark, med SAS-topchef Mats Jansson og ledelsen, og Nicholas Fischer håber, at mødet kan blive startskuddet til et ændret forhandlingsklima i koncernen.

Skrevet af