Vi kommer til København for at blive

Det hører ikke med til hverdagen, at en amerikansk præsident for et luftfartselskab selv drager på præsentationsrunde til de nye byer i rutenettet. Det var ikke desto mindre tilfældet med topchefen for Continental Airlines, Larry Kellner, som i går var i København og samtidig deltog i en frokost i ambassadør James P. Cain private residens på Rydhave.



Ambassadøren, som man uden at træde nogen for nær, kan sige er en stor gevinst for både USA og Danmark, fremhævede netop dette i sin tale, og han fik overrakt forsiden med foto i ramme af det kommende Continental-magasin med Operaen i København som motiv. Det placeres i flyene i maj hos selskabet med 238 daglige afgange fra 25 byer i 14 lande. Ambassadør Cain lagde ikke skjul på sin stolthed på Danmarks vegne.



Larry Kellner sagde i sin tale, at han godt kender forhistorien med de mange amerikanske flyselskaber, som er kommet til Danmark og Skandinavien, og igen har givet op. “Vi er kommet for at blive. Vi ved godt, at det tager tid, og det er vi forberedte på. SAS er en hård konkurrent, men vi har et godt produkt, og vi er parate til at kæmpe, både om business kunder og leisure-passagerer. Kun to gange har vi givet op igen i Europa, og begge gange lige efter 11. september.”



Bagefter uddybede han over for Take Off lidt om situationen i USA med de mange betalingsstandsninger (Chapter 11) og de lange sikkerhedskøer i lufthavnene.



“Jo, jeg synes godt vi kan forsvare at have system, der under visse betingelser går ind i en stærkt styret betalingsstandsning. Det er en fair måde at rebe sejlene på. Naturligvis ved jeg udmærket, at de europæiske selskaber siger, at det er en indirekte form for statsstøtte. Til gengæld peger vi på statstilskud, som jeres eget EU også gør. Til for eksempel Alitalia og senest Olympic Airways i Grækenland. Så mon vi har noget at lade hinanden høre ?. Det betyder ikke, at jeg ikke synes, det er bedst, at vi alle kan klare os selv. Det er sundest i en konkurrence- præget verden.”



“Er du tilfreds med sikkerheden i København Lufthavn, hvor vi ikke tager sko og bælte af, som hos jer i USA ?



“Vi har fuld tillid til den måde sikkerheden fungerer på i København. Ellers var vi ikke kommet. Vi gør alt for at få vore passagerer så hurtigt igennem køerne i amerikanske lufthavne som muligt. Blandt andet ved at bygge de rette faciliteter.



Jeg har imidlertid også stor respekt for Michael Jackson, leder af TSA, Home Security. Han har ikke nogen let opgave. Sammen skal vi prøve at lette på proceduren uden, at det går ud over den sikkerhed, vi i USA har bestemt skal til for indrejsende til vort land. Men, du må ikke forlange, at jeg skal komme nærmere ind på detaljer.”



Efter en kort ordveksling med ambassadøren hastede chefen og hans stab ud til den ventende bil for at køre til lufthavnen og tage flyet til Køln, hvor en ny goddag- reception ventede. Ud over København er Køln og Barcelona nye i fartplanen fra næste måned.



Men, det er København, der pryder inflight- magasinets forside i første omgang.

-ejv



LÆS OGSÅ:

Continental har nu salgschef i Danmark



30-årige Peter Molin Andersen er netop begyndt som chef for salg og marketing i Danmark og Sydsverige for Continental Airlines, der i næste måned åbner direkte daglig rute mellem København og New York.



Læs mere på vor hjemmeside, skriv i søgefunktionen: Continental

Skrevet af