Legoland Windsor er en af Storbritanniens største forlystelsesparker for børnefamilier. Og med aftalen bliver VisitDenmark sponsor for Legoland Windsors nye Vikingeland, parkens største attraktion og trækplaster.
”Med aftalen får vi en unik platform. Legoland Windsor har ekspertise og erfaring i at markedsføre sig over for børnefamilier. Vi får direkte adgang til at markedsføre Danmark som kvalitetsdestination over for britiske børnefamilier, netop den målgruppe vi søger,” siger markedschef for VisitDenmark London, Henrik Kahn.
”Vi har allerede mange referencer til Danmark, og vikinge-temaet understreger Legoland Windsors nære relationer til Skandinavien og Danmark,” siger parkens salgs- og marketingdirektør, Hans Aksel Pedersen.
Den 3-årige samarbejdsaftale giver Danmark synlighed på bl.a. brochurer, guides, hjemmeside og skilte i parken. Desuden opsættes informationstavler om Danmark.
Legoland Windsor er en af Legoland-parkerne og ejet af Merlin Entertainment Group, der med over 30 mio. årlige gæster er verdens næststørste attraktions- og temapark-operatør, oplyser VisitDenmark.
På billedet besøger Legolands kendte næsten-nabo, Dronning Elizabeth, Legoland ved Windsor, hvor hun selv har et stort slot.
Tagget med: Legoland VisitDenmark