Det går som forventet for Sterling

Kommentar af

Af Ejvind Olesen



I dag kom så det længe ventede årsregnskab fra Sterling for 2007. Som bebudet var det meget tæt på et nul på driften, men fortsat med et minus, denne gang med 34 mio. kr. på bundlinien. Kort sagt “et fald fremefter”, især når man tænker tilbage på de godt 800 mio. kr. i minus året efter sammenlægningen med Maersk Air.



Det forhindrer imidlertid ikke, at egenkapitalen er spist, og 100 mio. indskudt fra de islandske ejere, Northen Travel Holding Group. Det er sagt før, men det bliver ikke ved med at gå. I år skal der balance i tingene, og det vil først og fremmest sige, at Sterling skal have noget mere for billetterne.



Et fald i gennemsnitsindtægten fra 809 kroner til 764 kr. taler sit tydelige sprog. Et topleder i SAS sagde forleden: “Vores største bekymring i øjeblikket er nedkølingen i økonomien, stort set i hele vort område, samt de stigende brændstofpriser.”



I dag siger ny Sterling chef, Reza Taleghani til Børsen: “Min største bekymring i år er en nedkøling er en økonomisk nedkøling og fortsat høje brændstofpriser. ” Ekko fra virkeligheden.



Der var nemlig næsten 100.000 flere passagerer med Sterling i fjor end året før, men der kom også mange nye ruter, og de fleste kan huske stribevis af lave rabattilbud hos Sterling, som har givet forbrugerne urealistiske forventninger om, hvad en flytransport egentlig koster.



Der ligge store udfordringer for flyselskabet i år med ny ledelse ved roret. Nu er det om at komme i gang – uden undskyldninger. Det drejers ig om at være bedre en konkurrenterne. Eller slutte sig sammen med dem!


Skrevet af