Vrede over annonce i Københavns Lufthavn med opfordring om ikke at rejse

Det er firmaet NetConnect, som flere steder i Københavns Lufthavn i denne tid med store annoncer reklamerer for videokonferencer. Det sker under overskriften: ”Hvorfor rejse for at mødes?” Og i teksten hedder det bl.a.: ”Spar rejsetid og penge – tag hurtigere og bedre beslutninger.”



Et eksternt reklamebureau styrer annonceringen i lufthavnen, det er altså ikke selve Københavns Lufthavn, som godkender annoncer i lufthavnen.



Om budskabet i teksten – om ikke at rejse – siger Sterlings kommercielle direktør, Stefan Vilner, til Take Off:

”En ting er at lufthavnen er så grådig, så man får tårer i øjnene… Med mindre, at det er en smutter, at reklamen er kommet op i lufthavnen, er det da topmålet af dumhed at have reklamerer i en lufthavn for ikke at rejse.”



Københavns Lufthavns kommercielle direktør, Henrik Busch medgiver, at det ikke er den smarteste annonce i en lufthavn. Han siger:

”Det står specifikt i kontrakten med vores koncessionshaver, at reklamerer for virksomheder/produkter som konkurrer med os eller vores kunder – herunder naturligvis flyselskaberne – ikke tillades, hvis Københavns Lufthavn oplever reklamen som direkte truende for lufthavnens eller vores kunders omsætning og indtjeningsgrundlag.

”Vi giver megen frihed og censurerer ikke reklamer i lufthavnen. Men i denne sag mener jeg, at det er en fejl, at den er smuttet igennem. Den burde have været stoppet.”



Hos SAS siger direktør for markeds- og leisuresalg, Jens Aaløse: ”Rejseadfærd er forskellige behov, og majoriteten af gode forretninger kommer på plads, når mennesker mødes. Vi glæder os over stadig flere passagerer – og opfatter ikke den reklame som en provokation, lufthavnen er jo delvist en del af det offentlige rum.”



Lufthansas country manager for Danmark, John Nielsen: ”Reklamen berører ikke os. Vi havde de fem første dage af april 32% flere passagerer på Lufthansas egne fly fra København end samme tid i fjor. Og de fleste ved, at rigtig business kan man ikke gøre uden man sidder overfor hinanden. Måske opdager de, der deltager i videokonferencer, at der kommer mere ud af at mødes.”



Bag annoncen står som nævnt NetConnect, herfra siger landechef for Danmark, Allan Rabe:

”Jeg forstår ikke harmen. Vi har ikke reklamen for at man skal rejse mindre, men bedre. Vore kunder kan klare indledende møder via videokonferencer – og så rejse mere i sidste ende, når f.eks. aftalen skal færdiggøres.



Kampagnen har kørt et halvt års tid, også i andre store nordiske lufthavne, herunder flytoget til og fra Oslos Gardermoen. Men nu tror jeg ikke, den bliver

fornyet, så den stopper snart,” siger Allan Rabe.



HB

Skrevet af