Danmarks bedste informationschef

Det er Institut for Konjunktur-Analyse (IKA) som netop har netop har udsendt sit såkaldte ”medieregnskab” for 2007 – for bl.a. at finde de bedste informationschefer og informationsafdelinger indenfor hele den danske industri, altså ikke kun rejsebranchen.



56 journalister – bl.a. fra Take Off – har svaret på spørgsmålene fra IKA og rangeret indsatsen og informationsniveauet fra en lang række virksomheder.

IKA opstiller en stor mængde firmaer, som alle betaler for at blive bedømt via IKA – men også andre firmaer kan komme på listen.



I en kommentar siger pressechef Jens Langergaard til Take Off om sin placering som Danmarks bedste med otte stemmer fra journalistpanelet:



”Det er en cadeau, at pressen opfatter SAS Danmarks informationsafdeling som tilgængelig, også når der er kriser eller mindre gode sager, f.eks. strejker. Men der er altså mange dygtige pressechefer i erhvervslivet – og vi kan jo af undersøgelsen se, at luftfart fastholder sin førerposition som det område, medierne interesserer sig mest for.”



Jens Langergaard har i øvrigt tidligere om sit job sagt:

”En pressechef skal være lidt irriterende overfor sin egen organisation og stille kritiske spørgsmål. Det er summen af alle medarbejdernes handlinger, der udgør en virksomheds image. Min opgave er, at det SAS siger, også stemmer overens med det SAS gør.”



Mens Jens Langergaard suverænt har førstepladsen i år, indeholder listen to andre informationsansvarlige fra rejsebranchen:

Star Tours salgsdirektør Stig Elling på en delt 5-plads, og PR-chef Lene Walther fra Hilton Copenhagen Airport på en delt 6-plads.



Det kræver mindst to stemmer fra de udspurgte journalister at komme på listen. De 56 journalister som besvarede IKA’s spørgeskema nævnte i alt 71 presse- og informationschefer, men kun 25 blev nævnt mindst to gange…



HB

Skrevet af