Kabinepersonalets bestyrelse raser over brev fra ledelsen

Kabinepersonalets fagforening i SAS i Danmark kan bestemt ikke li`, at SAS danske ledelse nu har sendt et personligt brev til alle ansatte i kabinen om bord på flyene med en redegørelse for forhandlingsforløbet om hvorfor det ikke blev til et forlig.



“Faktum er, at SAS igen og igen under forhandlingerne har truet med at flytte produktionen til Sverige, en trussel som efterfølgende er fulgt op af offentlige bekræftelser fra både koncernchef og bestyrelsesformand.



SAS og specielt den lokale danske ledelse sætter den smule troværdighed de har tilbage over styr ved at udsende en skrivelse, som den der blev udsendt i går. Det bliver sværere og sværere at se, hvorledes der skal kunne findes en fornuftig løsning med en ledelse, som agerer således over for den største faglige organisation, der er i selskabet.



Vi håber dog stadig, at forhandlingerne kan genoptages, og at vi i fællesskab kan finde en hurtig løsning, ” skriver bestyrelsens formand Verner Lundtoft (foto) i CAU, bl. a. kabinepersonalets fagforening, til sine medlemmer.



Det ser ud til at det især er CAU’s krav om en produktionsgaranti for, at det er CAUs overenskomst, der gælder på SAS flyvninger ud af Danmark. Det krav er blevet fremsat igen og igen i flere år, men er altid pure afvist af SAS.



Det kunne meget vel gå hen og blive et centralt punkt i den spareplan, ledelsen skal ud med til bestyrelsen 11. august.

-ejv




Skrevet af