British Airways tager en bundskraber

Når omsætningen falder, billetpriserne falder, passagertallet falder og aktierne falder kan det næsten ikke blive værre for et flyselskab, som oven i købet er et af verdens største.



Sådan var situationen imidlertid for British Airways, som i fredags kom med årsregnskab. Fjerde kvartal blev en gyser med et tab i nærheden af to mia. kr. mod et plus i samme kvartal på 700 mio. kr. sidste år. Omsætningen faldt med otte procent og for at få fyldt op på sæderne faldt billetpriserne med to procent. Aktierne faldt med lempelige to procent.



Sammenlignet med Lufthansa og Air France/KLM var det ikke gode signaler, og deres respektive præsidenter har endda givet udtryk for, at det ser ud til at gå den rette vej nu. Selv SAS har mere optimistiske signaler.



“Det kunne være fordi, vi er mere ærlige end vore konkurrenter, ” kommenterer adm. direktør Willie Walsh i britiske aviser. Han vil vise sin gode sparevilje ved at arbejde gratis i hele juli.



Den samme velvilje – om end ikke gratis arbejde – møder han i forhandlingerne med piloterne, bagagefolk og mekanikere, som er parate til længerevarende spareaftaler.



Men til hans store skuffelse er det ikke tilfældet med kabinepersonalet. De vil godt gå med til en midlertidig løsning, men under ingen omstændigheder til en varig fastfrysning eller nedsættelse af lønnen.



Selve årsresultatet gav et minus på 3,2 milliarder kroner. Det første minus i BA siden 2002.

Skrevet af