”Vi har bevæget os væk fra en leksikon-lignende side til at være mere fokuseret på vores brugeres behov, f.eks. information om rejseplanlægning og aktiviteter i de grønlandske byer,” siger marketingdirektør og projektmanager Niels Feerup fra Grønlands Turist- og Erhvervsråd.
Den nye hjemmeside giver rejsebranchen muligheder for at annoncere, hvilket ikke var muligt på den gamle.
”Vi kan målrette annoncer direkte mod det, der søges information om. Er brugeren interesseret i hundeslædeture eller hvalsafarier, præsenteres annoncer med den slags aktiviteter i forbindelse med rejsepakker,” siger Niels Feerup.
33.000 flyrejsende besøgte sidste år Grønland, oveni skal lægges et hurtigt voksende antal krydstogtsgæster, der i fjor var over 22.000 passagerer på den konto.
”Lige nu ser vi øget fokus på Grønland pga. den globale opvarmning, men også fordi flere nye rejseruter introduceres. Det gælder ikke mindst i forhold til det amerikanske marked, hvor Air Greenland fra slutningen af maj starter direkte flyvning mellem Kangerlussuaq og Baltimore,” siger Niels Feerup.
Tagget med: Air Greenland