Fagforeninger utrygge ved salg af SAS





”Vi frygter ikke en ny ejer af SAS, men ved at vores skæbne ligger i det faglige sammenhold – og vi er selvfølgelig stærkt bekymret for, hvad der sker med medlemmernes arbejdspladser, hvis SAS bliver solgt,” siger Henrik Bay-Clausen. Han er formand for 3F Kastrup og dermed for de cirka 1.900 3F´ere, der arbejder for SAS i Danmark.



”Det kommer til at koste mange arbejdspladser, i mange brancher, hvis København nedgraderes til regional lufthavn, uden et netværk af flyforbindelser ud verden. Derfor håber vi, at de danske politikere er bevidste om konsekvenserne af et salg,” siger Henrik Bay-Clausen.



Foruden de 1.900 medlemmer i SAS er yderligere ca. 2.000 medlemmer i 3F Kastrup ansat i forskellige virksomheder i lufthavnen.



3F er største personaleorganisation i dansk luftfart og dermed meget berørt af enhver strukturændring i SAS, oplyser 3F’s lufthavnsudvalg som har denne advarsel til SAS’ mulige nye ejere:



”Eventuelle købere, der regner med, at der kan spares på løn- og ansættelsesvilkår, hvis man ikke længere hedder SAS, skal tænke sig godt om. Vores faglige sammenhold har sikret overenskomster på samme niveau i de forskellige konkurrerende selskaber i lufthavnen. Det er vi klar til at slås for igen.”



”Tillidsfolkene, medlemmer og 3F Kastrup har længe kæmpet for overenskomster på samme niveau i de forskellige selskaber. Det er lykkedes, så selskaberne i dag ikke kan konkurrerer på, hvem der de laveste lønninger og dårligste arbejdsforhold. Sådan vil det blive ved med at være – uanset hvad der sker med SAS,” siger Henrik Bay-Clausen i en udtalelse.

Skrevet af