Politiet lukker bulgarsk lavprisselskab

Bulgariens økonomiske politi har lukket Balkan-landets eneste lavprisselskab – som reelt blot solgte flybilletter via nettet. Bexx Air havde ikke de nødvendige tilladelser, siger myndighederne. Vås, siger selskabet – det statslige flyselskab skulle bare beskyttes.



Bexx Air stoppede i sidste uge med at flyve – dermed strandede 900 passagerer. Bexx Air tilbød flytransport til Vesteuropa for ned til blot 30 Euro pr. strækning – det gjorde Bexx meget populært; bare ikke hos myndighederne, som gerne vil have solgt det statslige Bulgaria Air – det vil være nemmere uden nogen intern konkurrence.



Begrundelsen for at lukke Bexx var, at selskabet manglede fire licenser. Bexx’ koncernchef, Dirk Weisemann, siger at selskabet ikke har brug for de påpegede licenser eftersom det er en internetbaseret billetsælger, ikke et flyselskab. Bexx Air sælger flybilletter til flyvninger booket hos det private bulgarske flyselskab Hemus Air, skriver Reuters.



Bexx siger, at de vil sagsøge myndighederne og at lukningen blot var et skalkeskjul for at beskytte det nationale Bulgaria Air som næste år står foran privatisering – bl.a. har SAS meldt sig som en potentiel bejler.



“Måden Bexx Air blev lukket på er et signal til udenlandske investorer om at Europa stadig er langt fra Bulgarien og at forretningsdrivende og investeringer er ubeskyttede,” skriver Bexx Air på sin hjemmeside – forhåbentlig er selskabet bedre til at flyve end formulere sig på engelsk.

Skrevet af