Lindegaard fik kold skulder af svensk statsminister

“Bäste Göran Persson”. Sådan indleder koncerchef i SAS, Jørgen Lindegaard et brev til den svenske statsminister i november. “Jeg har noteret mig et forslag til statsbudgettet på en ny flyskat på op til 100 kr. pr. billet. Motivet til skatten er flyets påvirkning af miljøet.” Herefter følger en redegørelse for, hvordan SAS netop har kæmpet for et bedre miljø med moderne fly og mindre forurening



Og senere “En skat på flybilletter kan risikere at få en svær regionalpolitisk effekt. Siden 1990 er indenrigsflyvningen i Sverige blevet omkring to millioner passagerer mindre. En ny flyskat vil øge en sådan udvikling.”



Herefter indeholder brevet en uddybning af den danske skat, som nu falder væk. Og noget om de muligheder det giver for erhvervslivet og beskæftigelsen i Danmark.



Inden brevet slutter – underskrevet af Jørgen Lindegaard – men uden venlig hilsen, hedder det “På den baggrund vil det være ulykkeligt med en ny skat.” Og senere: “Det er mit håb, at du og dine kolleger reflekterer over de miljømæssige, regionalpolitiske og økonomiske argumenter.”



Statsministeren har aldrig svaret. Til gengæld har regeringen fremsat forslag om en skat på 100 kr. hver vej på svensk indenrigsfly, og op til 500 kr. for en businesbillet ud fra den betragtning, at når erhvervsfolk har råd til at rejse på business class, kan de også klare en miljøskat.



Til den senest udvikling siger direktør Hans Ollongren fra SAS hovedkvarter i Stockholm til Take Off : “Vi har ikke opgivet håbet om at få ændret lovforslaget. Vi har mødt megen sympati og hørt fra mange medlemmer fra Rigsdagen, som har forståelse for vore synspunkter. Og nu kæmper vi.



Hvis forslaget bliver til lov, frygter vi en tilbagegang på svensk indenrigstrafik i nærheden af 15 til 20 procent. Det er også oplagt, at det vil trække en del svenskere til København fra Sydsverige med en sådan forskel i afgifter på flybilletterne.”



Som planerne er nu i Sverige kommer Miljøpartiets forslag frem som lov – med det flertal, der tegner sig i øjeblikket – i april med effekt fra juni.

Ejv.

Skrevet af