Jo, vi har brug for rejsevejledningerne

Af Jesper Schou



Ejvind Olesen plæderede i sin Fredagskommentar i sidste uge, 29. juli, for at Udenrigsministeriet (UM) skal afskaffe rejsevejledningerne, og at bureauerne og forsikringsselskaberne i stedet in fælli skal udarbejde egne rejsevejledninger.



Jeg kan sagtens følge logikken en del af vejen, men jeg tror ikke det er en god idé at afskaffe UM’s vejledninger – og mit ærinde er her at fortælle hvorfor.



Det er en stadig torn i øjet på alle i branchen, at rejsevejledningen til Indonesien ikke er ændret overordnet efter terrorbombningen på Bali i oktober 2002. Der er ikke et risikobillede i Indonesien som er værre end så mange andre steder i verden.



Hverken USA’s eller Storbritanniens hjemmeside advarer helt generelt imod at rejse til Indonesien, og for franskmændenes vedkommende er tre tilfælde af fugleinfluenza det, som de synes er vigtigst at informere borgerne om.



MINISTERIET VIL IKKE INDRØMME SINE FEJL



Den eneste mulige forklaring på UM’s stædighed på dette område er efter min mening, at de, hvis de ændrede vejledningen nu, samtidig ville indrømme at de har taget fejl i to år.



Der er ikke sket noget nyt, der er ikke nogen begivenhed, som berettiger at man netop nu skulle ændre vejledningen. Man skulle have ændret vejledningen for mere end to år siden.



Men der er tilsyneladende ikke nogen i UM der er villige til at tage ansvaret for at man har lavet en fejl, at vejledningen hverken er kongruent med UM’s øvrige vejledninger, eller med vejledningerne fra de lande, vi plejer at sammenligne os med. Og så får vejledningen bare lov til at køre videre.



REJSEVEJLEDNINGER ER KULTURIMPERIALISME



På et overordnet plan, er det for mig også en stor irritation, at der ligger et ikke uvæsentligt moment af kulturimperialisme i rejsevejledningerne. Og her er UM ikke alene i klubben.



Jeg mindes ikke at have set noget vestligt land advare mod at rejse til USA, eller blot New York, efter 11. september. Der er en klar tendens til at mene, at bomber er mere farlige, hvis de sprænger i ”de varme lande”.



Og endelig må man gå ud fra at de rejsende er voksne mennesker – og jo mindre velkendt rejsemålet er, jo mere må man med rimelighed kunne forvente at den rejsende selv sætter sig ind i forholdene på destinationen.



Vi har altså et sæt rejsevejledninger som ikke følger konsistente kriterier, som forfordeler ”de varme lande” i risikovurderingen, som fritager voksne mennesker pligten til selv at orientere sig inden de rejser ud i verden.



Ikke desto mindre vil jeg mene, at det er en rigtig dårlig idé at afskaffe UM’s vejledninger. Og det gør jeg, fordi vi har Lov om Pakkerejser, som giver kunden lov til at afbestille ”hvis der sker noget”. Her står, i §9, stk. 3:



”Kunden kan endvidere afbestille en pakkerejse, hvis der inden for et tidsrum af 14 dage før pakkerejsens påbegyndelse på rejsemålet eller i umiddelbar nærhed af dette forekommer krigshandlinger, naturkatastrofer, livsfarlige smitsomme sygdomme eller andre hermed ligestillede begivenheder. Kunden har i så fald krav på tilbagebetaling af samtlige beløb, der er betalt i henhold til aftalen.”



EN FORNUFTIG DISKUSSION



Folk i rejsebranchen har det med nogle gange at begynde at diskutere om det nu også er RIMELIGT, at der er sådan. Og det er en fornuftig diskussion, hvis man har tænkt sig at gå ind i politik, og vil prøve at ændre lovgivningen.



Men i daglig praksis handler det ikke om RIMELIGHED, men om RET.



Kunden har RET til at afbestille rejsen, og til at få alle pengene tilbage, hvis der de sidste 14 dage før afrejsen” forekommer krigshandlinger, naturkatastrofer, livsfarlige smitsomme sygdomme eller andre hermed ligestillede begivenheder” på rejsemålet, eller lige i nærheden.



Det som kan diskuteres, og som bliver diskuteret, er hvad man forstår ved ”krigshandlinger”, ved ”naturkatastrofer”, ved ”rejsemålet”.



REJSEBRANCHEN KAN IKKE RÅDGIVE NEUTRALT



Hvis rejsebureauerne og forsikringsselskaberne skulle udarbejde vejledningerne, ville enhver kunne se at det var partsindlæg, og vi ville komme vi ud i en uendelig diskussion med kunderne (og deres advokater) om hvornår der ”på rejsemålet” er ”livsfarlige smitsomme sygdomme”. Om hvad ”hermed ligestillede begivenheder” måtte være.



Der er for få dage siden konstateret en række dødsfald i Sechuan-provisen i Kina, hvor de døde er blevet smittede af svin. Er det en ”livsfarlig smitsom sygdom”. Hvis ja, hvad er ”rejsemålet” så? Sechuan? Kina? Fjernøsten? Og hvordan vægter vi vores viden? Den rejsende ”har set i fjernsynet” at det er meget farligt! Bureauet har modtaget en e-mail fra deres agent, som siger at faren er drevet over! Og ?



LOVEN VAR FORUDSEENDE



Der er altså nogen, som skal tage stilling til, hvornår noget er farligt, og hvor det er det henne. Og det har man faktisk tænkt over, da man lavede loven.



I de ”Bemærkninger til lovudkastet”, som indgår i betænkningen til Lov om Pakkerejser, står der på side 155:



”For at opfylde BETINGELSERNE FOR AFBESTILLING skal den begivenhed, der kan berettige hertil, være FASTSLÅET eller DOKUMENTERET på en måde, der kan anses for tilstrækkelig objektiv, f.eks. af Udenrigsministeriet, sundhedsmyndighederne m.v. ”



Når spørgsmål om afbestillingsretten dukker op i Rejseankenævnet er det praksis, at man i langt, langt de fleste tilfælde følger UM’s vejledninger.



Da SARS’en truede, var det Seruminstituttets og WHO’s vejledninger, der blev taget udgangspunkt i.



Der er for mig ingen tvivl om at Udenrigsministeriets vejledninger er den mindst ringe løsning.



Indrømmet – og det er svært at forstå at det kan være så forbandet vanskeligt – hvis een eller anden i UM havde mandsmod nok til at indrømme, at det er en fejl at man ikke har fået ændret rejsevejledningen på Indonesien, ville det øge branchens respekt for kvaliteten af vejledningerne.



Men irritationen skal ikke skygge for det forhold, at vejledningerne generelt er blevet stadig mere præcise.



Efter Tsunamien gik der meget kort tid før vejledningerne var præciseret til de områder det faktisk drejede sig om – og vi havde dermed som branche et kriterium at gå ud fra når vi skulle afgøre spørgsmålet om afbestillingsretten.



MINISTERIETS VEJLEDNING HJALP VED TSUNAMI



Hvis ikke vi havde haft UM’s vejledning, kunne vi have ventet et halvt år på en domstolsafgørelse, som afgjorde om afbestillingsretten galdt for Phuket, Thailand eller Sydøstasien. Ankenævnet ville selvfølgelig være kommet ind over tidligere, men udgangspunktet havde ikke været ”branchens egen vejledning”.



Efter terrorbombningen i Sharm el-Sheikh, gælder den absolutte advarsel fra UM kun for – Sharm! Ikke for Ægypten, generelt.



Jeg vælger den optimistiske tolkning at det for såvel UM som for deres kolleger andre steder i verden, er blevet synligt at rejsevejledningerne har en større vægt, end man umiddelbart havde forestillet sig. Det drejer sig ikke alene om en rejsebranche, som får problemer med omsætning og likviditet og forsikringsbetingelser.





Det drejer sig nok så meget om en erkendelse af, hvor meget det betyder for modtagerlandenes økonomi, og om at vægte terrorristernes blackmail op mod kravet om fair oplysninger til borgerne.



Der er kommet stadig mere fokus på ”rejsevejledningerne” – og selv om dialogen med UM nogle gange synes træg, set fra et branchesynspunkt, er den langt at foretrække frem for de juridiske tovtrækkerier med forurettede kunder, som ville være alternativet.



DE RØDE OG DE GULE KORT



Tillad mig at skifte fokus, for at rette en udbredt misforståelse i forbindelse med Lov om Pakkerejser, pgf. 9, stk 3.



I en usigneret artikel skriver Take Off, samme dag som Ejvind Olesens kommentar offentliggøres, om ”de gule og de røde kort” i UM’s rejsevejledninger. Der er tale om gule kort, hvis ”opmærksomhed” optræder i en eller anden gradbøjning, om det røde kort, hvis ordet ”fraråder” optræder i vejledningen



Det er fuldkommen korrekt. Hvis der opstår en situation, hvor UM udsender en ny rejsevejledning, hvor de FRARÅDER rejser til en bestemt destination, så er betingelserne i § 9, stk 3 automatisk opfyldt, i følge den praksis der er i Rejseankenævnet. Vi kan strides om hvilke andre kriterier der kan gælde, men der er enighed blandt alle parter om at det ikke giver mening at prøve at gradbøje ordet ”fraråder”.



Men det forhold, at der siden udgangen af 2002 har stået at “alle ikke nødvendige rejser [til Indonesien] frarådes”, betyder ikke ”at kunderne frit kan afbestille, for eksempel dagen før, fordi de alligevel ikke tør rejse”, som det hævdes i artiklen.



Journalisten, eller kilden, har her glemt § 9, stk 4. ”Stk. 3 gælder ikke, hvis kunden ved aftalens indgåelse kendte den pågældende begivenhed eller begivenheden var almindelig kendt.”



Afbestillingsretten er først og fremmest noget der gælder, når der sket noget nyt mellem det tidspunkt hvor kunden bestiller, og det tidspunkt han/hun skal rejse på. Hvis vejledningen allerede galdt da rejsen blev bestilt, er der almindeligvis ikke noget at komme efter.



Almindeligvis. Det er selvfølgelig også til diskussion hvornår ”begivenheden var almindeligt kendt”.



Det, at der er en advarsel på UM’s hjemmeside, er ikke nødvendigvis nok til at gøre det almindeligt kendt. Men hvis vi igen vender tilbage til spørgsmålet om Indonesien, har kunderne IKKE kunnet påberåbe sig fri afbestilling.



Hvis de, fra november 2002 og frem, har bestilt en rejse til Indonesien, har det været almindeligt kendt at der har været en terrorbombe på Bali i oktober 2002, og det er blevet set som common sense, uanset om kunden har været inde på www.um.dk, eller ej.



VIGTIG DOM FRA BYRETTEN



Der faldt for nylig en dom i Københavns Byret: En kunde havde ultimo november 2002 købt en rejse til Indonesien, med afrejse sent på foråret.



I begyndelsen af marts 2003 starter den store scare om SARS, kunden bliver bekymret, og ønsker at afbestille. Kunden får at vide, at det selvfølgelig står hende frit at annullere, men almindelige annulleringsbetingelser gælder, efter som der ikke er nogen gældende advarsel mod at rejse til Indonesien i forbindelse med de udbrud af SARS, som er konstaterede.



Kunden synes det er urimeligt at hun ikke kan annullere omkostningsfrit, og griber tilbage til den vejledning som stod på UM’s hjemmeside da hun bestilte sin rejse, og hævder at hun hverken vidste at den form for rådgivning fandtes, eller at Sumatra, som hun havde bestilt en rejse til, var en del af Indonesien.



Efter at sagen havde været omkring Rejseankenævnet, hvor kunden ikke får medhold, kommer den til doms i Byretten:



Dommeren skriver, at hun mener at rejsebureauet burde have informeret kunden konkret om UM’s rejsevejledninger. Hvis jeg tillader mig at læse mellem linjerne, siger hun, at det ville være ”the decent thing to do”.



Og så fortsætter dommen:



”Sagsøgtes undladelse heraf findes imidlertid ikke at kunne medføre, at sagsøgeren i medfør af pakkerejselovens § 9, stk. 3, var berettiget til at annullerede den bestilte rejser, idet urolighederne i Indonesien, efter bombeattentatet på Bali den 12. oktober 2002, hvor blandt andet flere danske statsborgere blev dræbt, havde været genstand for massiv omtale i medierne, og dermed var almindeligt kendt, jf. §9, stk. 4. Sagsøgers ukendskab til, at Sumatra er en del af Indonesien, kan ikke føre til andet resultat.



Efter bevisførelsen findes det ikke sandsynliggjort, at trusselsbilledet medio marts 2003 var blevet skærpet i en sådan grad, at sagsøger kunne påberåbe sig afbestillingsretten i § 9, stk., 3, tværtimod synes Udenrigsministeriets rejsevejledning opdateret den 13. januar 2003, at indikere en opblødning i trusselsbilledet.”



Og det bringer mig så frem til en gentagelse af at UM er vores mindst ringe alternativ. Jeg tror ikke en dansk retsinstans havde forholdt sig lige så entydigt til en branchevejledning.



VI SKAL IKKE VÆRE OFRE FOR FORMIDDAGSPRESSEN



Jeg ville ikke synes at det var trygt at vi, i rejsebranchen, skulle underkaste os formiddagspressens tribunal m.h.t. hvad der er rimeligt, og hvad der ikke er.



Og jeg synes omvendt, at det vil være lige så urimeligt, hvis vore gæster skulle underlægges en vurdering, som rejsebureauerne og forsikringsselskaberne stod for. Vi har brug for ”den objektive instans”.

Skrevet af