BA-boom på business class

Der er gang i rejser hos erhvervslivet og formuende privatrejsende. Det skriver British Airways’ danske chef for Norden, Baltikum og Rusland gerne under på. Peter Rasmussen siger til takeoff.dk, at det ikke mindst er svært at skaffe plads på business class på selskabets ti daglige fly fra London Heathrow til New York.

 

British Airways har syv daglige fly med bl.a. Boeing 747 jumbojets fra Heathrow til New Yorks JFK-lufthavn og tre til Newark-lufthavnen uden for The big Apple. Hertil kommer to daglige Airbus 318-fly på hverdage med kun 32 business class-sæder fra London City Airport til JFK.

 

”Den udvikling havde vi ikke set for bare et halvt år siden,” siger Peter Rasmussen til takeoff.dk og tilføjer:
”Det er et luksusproblem med stigende efterspørgsel på business class, men irriterende at skuffe business class-kunder.”

 

Udover New York er der også øget efterspørgsel på Chicago, siger Peter Rasmussen. Reserveres der måneder i forvejen koster business class til fx New York og Chicago ca. 15.000 kr. Tæt på afrejse er prisen det dobbelte.

 

British Airways får efter årsskiftet tilladelse til øget samarbejde med sin Oneworld-partner, American Airlines, der har Heathrow som største europæiske lufthavn. BA sammensmeltes i øvrigt fra årsskiftes med spanske Iberia – og til april vender American tilbage til Norden med daglig sommerrute mellem Chicago og Helsinki; selskabet har aldrig fløjet på København.

 

Selve British Airways har ca. 20 ruter fra London til USA, fra 1. juni bliver San Diego i det sydlige Californien ny BA-destination med en daglig flyvning.

 
British Airways’ boom på business class gælder ikke kun USA – men hele BA’s oversøiske netværk. Når det gælder BA’s øvrige oversøiske rejsemål, herunder også på fx turistklasse, vurderer Peter Rasmussen at antallet af bookninger er mindst 10 % over samme tid sidste år.

 

Skrevet af Henrik Baumgarten