BA og Iberia slås sammen, og nu truer strejken

British Airways vil eje 56 % af aktierne i det nye flyselskabs fælles holdingselskab, International Airlines Group (IAG). BA’s koncernchef, Willie Walsh, bliver chef for IAG, mens Iberias koncernchef bliver bestyrelsesformand i IAG.

I kølvandet på den endelige godkendelse meldte British Airways kabinefolks fagforening United, at den vil sætte en række forhold i det nye fællesskab til afstemning blandt personalet, formentlig i begyndelsen af januar. Samtidig truer United med nye strejker.

”Vi vil ikke stiltiende se til, at selskaberne på den måde bomber vores medarbejder ud af deres job, ” sagde Unites generalsekretær.

BA købte i 1998 sine første aktier i sin spanske Oneworld-partner – sammen med American Airlines. BA købte i 2006 Americans aktier i Iberia og havde dermed 10 % af Iberia.
Selv om BA og Iberia nu samles under ét selskab, vil de begge beholde deres varemærker og trafikrettigheder.

 

Såvel BA som Iberia havde milliardunderskud i seneste regnskabsår. British Airways havde 238 fly og ca. 32 mio. passagerer, mens Iberia havde 109 fly og 25,6 mio. passagerer.

 

Sammenlagt bliver British Airways og Iberia – samlet under IAG – Europas fjerde største luftfartsgruppe.

 

De overgås kun af Lufthansa-gruppen med 76 mio. passagerer i 2009, Air France KLM med 71,4 mio. rejsende og Ryanair med 66,5 mio. passagerer.

 

Skrevet af redaktionen