BA og Iberias fusionsplan klar

Når fusionen bliver en realitet, vil det betyde et mega-selskab med 508 fly, som årligt har omkring 58 millioner passagerer, skriver business.dk.

Det vil placere det fusionerede flyselskab på en fjerdeplads i Europa med hensyn til passagertal efter Ryanair, Lufthansa Group og Air France-KLM.

Det er målet med fusionen at reducere omkostningerne, som efter fem år skal være nedbragt med tre milliarder kroner årligt.

Der dannes et fælles holdingselskab, International Airline Group, med hovedsæde i London, men registreret i Spanien. Holdingselskabet skal eje British Airways og Iberia som driftsselskaber. BAs aktionærer vil eje 55% af holdingselskabet og får en IAG-aktie for hver BA-aktie, mens Iberias aktionærer får 45% af aktierne i holdingselskabet og modtager 1,0205 IAG-aktier for hver Iberia-aktie.

Ud over myndighedernes og de respektive generalforsamlingers godkendelse, skal der findes en løsning på British Airways pensionskasse, der lige nu lider af et underskud på 3,7 milliarder pund, hvilket svarer til næsten 31,5 milliarder kroner.

British Airways topchef Willie Walsh skal fortsætte som topchef i det fusionerede selskab, mens Iberias bestyrelsesformand, Antonio Vazquez, bliver bestyrelsesformand i det fælles selskab.

Skrevet af Flemming Juul