Bæredygtig udvikling af elbåde

Bådudlejningsvirksomheden GoBoat og energiselskabet E.ON går nu sammen om at gøre produktudviklingen så bæredygtig som muligt.

I første omgang skal de 32 blå havnebåde, der har base ved Islands Brygge i København, oplade på E.ONs ladestandere, der alle forsynes med grøn strøm fra E.ONs vandkráftværker.

”GoBoat er et spændende koncept, og vi var ikke i tvivl om, at vi skulle samarbejde med dem på den ene eller anden måde. Bæredygtighed og innovation er nøgleord for både os og GoBoat, og derfor var et partnerskab helt oplagt,” siger Lars van Hauen, E.ONs Chief Innovation Officer.

Første GoBoat blev søsat i 2014 fra Islands Brygge. Ambitionen var at skabe en helhedsoplevelse, der på bæredygtig måde gjorde vandet tilgængeligt for alle. Siden er flåden af elbåde i København vokset fra otte til 32, og GoBoat har givet op imod 150.000 mennesker oplevelser på vandet.

GoBoats udvikling har også givet genlyd uden for landets grænser, og firmaet modtager henvendelser fra iværksættere fra hele verden, der gerne vil åbne konceptet i deres by.

”Markedspotentialet er enormt, og inden vi optrapper ekspansionen, er det vigtigt at sikre, at organisationen er på plads, og at vi har de helt rigtige samarbejdspartnere. E.ON er med sin viden, erfaring, netværk og fokus på grøn mobilitet den perfekte partner, og vi ser frem til at udrulle konceptet i hele verden. I år er der åbnet afdelinger i London og Aalborg, og til september vil man også kunne leje en GoBoat i Canberra”, fortæller Anders Mørck, CEO, GoBoat

For at forsyne elbådene i Københavns havn med strøm er der opsat 16 E.ON-ladestandere, der kan oplade 32 elbåde. Ladeteknologien bygger på eksisterende E.ON ladestandere, der normalt anvendes til opladning af elbiler.