Bank grounder flyselskab

Det lille bosniske flyselskab BH Airlines har indstillet sine flyvninger til bl.a. København efter østrigsk bank har lukket for kreditten pga. misligholdte lån.

BH (Bosnia Herzegovina) Airlines flyver ikke i øjeblikket, oplyste Bosniens transportminister, Enver Bijedic, i går til Reuters. Flyselskabet kan ikke overholde betalinger på et lån på ca. 20 millioner kroner til den østrigske bank Hypo Alpe Adria Bank.

BH Airlines med hovedbase i Sarajevo ejes udelukkende af Bosnien efter Turkish Airlines sidste sommer trak sig ud af et joint venture med selskabet og returnerede sine 49% af aktierne til den bosniske stat.

Sidste måned indefrøs den østrigske bank så BH Airlines konto vedrørende et millionlån for selskabets to ATR 72 fly. Banken bekræfter, at den har indefrosset flyselskabets konti pga. store gældsposter og for sene afdrag. ”Blokeringen af BH Airlines’ konti var vores sidste mulighed – vi er ikke interesseret i at flyselskabet går konkurs,” hedder det fra banken som håber flyselskabets ledelse kan løse problemerne så flyvningerne kan genoptages.

BH Airlines har kun seks ruter – bl.a. mellem Sarajevo og København.

Hypo Alpe Adria Bank er selv ved at rebe sejlene efter den har prøvet at lave en stor ekspansion med engagementer i Sydøsteuropa.

Banken lavede i 2005 aftale med BH Airlines om finansiering af de to ATR 72 fly med 66 sæder til en værdi af 18,4 millioner dollar. “BH Airlines har foreløbig betalt 15 millioner dollar for de to fly, der i dag har en værdi på ni millioner,” siger Bosniens transportminister. Han bebrejder flyselskabets tidligere ledelse for selskabets problemer.

”Vi har tilbudt banken en løsning. Hvis banken afviser dette går BH Airlines konkurs – og det taber alle på,” siger ministeren.