Eksempler på traditionel tyrkisk mad fra sortehavsregionen. PR-foto via: Turkish Culture & Information Office in Copenhagen.

Flere UNESCO-oplevelser i tyrkisk sortehavsregion

Hvis efterårsferien må indeholde mere end sol og strand, for eksempel også UNESCO-oplevelser og kulturelle udflugter, kan Tyrkiets Sortehavskyst komme i spil, mener det tyrkiske turistråd.

Området omkring den tyrkiske sortehavskyst i den nordlige del af landet, byder blandt andet i efteråret på køligere temperaturer der gør det mere behageligt at tage på vandreture i bjergene, gå på opdagelse i gamle byer eller besøge producenter af regionens råvarer.

Sådan lyder noget af inspirationen i en pressemeddelelse fra det nationale tyrkiske turistråd.

Fire timers kørsel fra Tyrkiets største by, Istanbul, ligger byen Bolu, der kan fungere som udgangspunktet for en række aktive og kulturelle dage.

Tæt på byen er nationalparken Yedigöller, på engelsk Seven Lakes National Park, der ifølge det nationale tyrkiske turistråd kan friste med syv naturskønne søer omkranset af høje træer og afmærkede vandreruter i området.

Tæt på Bolu ligger er også Safranbolu, den eneste by i Tyrkiet, der er opført på UNESCO’s verdensarvsliste og en såkaldt Cittaslow-by, kendt for sine historiske træhuse.

Man kan også tage en overnatning i Samsun, hvor uafhængighedskrigen begyndte og se kulturelle vartegn som en kopi af Bandırma-færgen, fremgår det af pressemeddelelsen, der ikke går i detaljer om hverken krigen eller færgen.

I området ligger også fuglereservatet Kızılırmak Delta Bird Sanctuary, der har været på UNESCOs verdensarvsliste siden 2016.

Den traditionelle yayla-kultur
Mod øst i den tyrkiske del af sortehavsregionen, er det oplagt af opleve De Nordanatoliske bjerge. Bjergkæden er fyldt med gode muligheder for vandring, og det er også her, man kan få et indblik i den traditionelle yayla-kultur, oplyses det uden der kommes nærmere ind på yayla-kulturen.

Byerne Ordu og Giresun, som Lonely Planet har på sin “Best in Travel 2025”-liste, er to oplagte steder at besøge. Her finder man højlandssletter og plateauer som Çambaşı og Perşembe i Ordu samt Kümbet og Sis i Giresun.

I Giresun kan man opleve det unikke fløjtesprog i landsbyen Kuşköy, som er på UNESCO-listen over immateriel kulturarv. Videre mod Trabzon, her kan man besøge historiske vartegn som Sümela-klostret og Trabzon Slot, mens Rize indbyder til vandring i Ayder-højlandet eller river rafting på Fırtına-floden.

Smagen af Sortehavet
En rejse i Sortehavsregionen bør også indeholde muligheden for at smage lokale retter, der er knyttet til årstidernes råvarer. Til morgenmaden serveres ofte Kuymak, en varm og cremet ret lavet af majsmel, smør og lokal ost, mens grøntsager som Karalahana og fisk, især de små ansjoser, er faste indslag.

Området er også kendt for sine hasselnødder, som dyrkes i stor stil i Ordu og Giresun og regnes blandt verdens bedste.

I Rize er teproduktion en vigtig del af hverdagen, og turister kan besøge en række af de lokale teproducenter og selv plukke teblade i de grønne bakker, hvor den berømte Rize-te dyrkes.

Videre står der i pressemeddelelsen: ”Hver by har desuden sine egne specialiteter, for eksempel Samsuns lokale afart af pizza Pide, Safranbolus søde dessert kaldet Lokum eller Sütlaç (sød grød på rismælk) fra Hamsiköy.”

Til sidst nævnes også, at under et besøg i den tyrkike Sortehavsregion må man ikke gå glip af de lokale markeder.

 

Relaterede artikler:

Danskere på ferie i udlandet: Tyrkiet er nummer 6

Tyrkiet: Turistrekord i 2024 – Rusland stadig størst

Tyrkiet: Rejste på dansk fremmedpas: Nægtet indrejse