Barsk oplevelse for 4.200 om bord på krydstogtskib

Siden søndag er Carnival Triumph drevet rundt i Caribien uden at nå til den ventende havn i Mexico. En overgang uden lys, el, aircondition og brugbare toiletter. Nu ser det ud til at nå i havn torsdag morgen.

En brand i maskinrummet på det 102.000 bruttotons store krydstogtskib Carnival Triumph, som i søndags forlod Galveston i Texas for en uges cruise i Caribien, har givet 3.200 passagerer og 1.000 besætningsmedlemmer en barsk oplevelse, som er blevet noget helt andet end, hvad de havde set frem til.

Skaderne betød nemlig, at skibet i en længere periode var uden elektricitet, som igen betød, at der ikke var nogen aircondition til kabinerne. Vandforsyningen gik også i stå. Intet frisk drikkevand og de fleste toiletter i kabinerne ude af drift.

Mange passagerer valgte at tilbringe et par nætter under åben himmel på dækket, ligesom medbragte plastikposer gjorde det ud for toilet.

Efterhånden er nødgeneratorerne kommet i gang og nogle af skaderne udbedret, men skibet har måttet vente på slæbebåde, som så ud til tirsdag aften at kunne bringe Carnival Triumph ind til Cozumel i Mexico torsdag morgen.

Herefter vil passagererne forventeligt hurtigt hjem, og rederiet har indsat charterfly tilbage til Galveston.

Passagererne får pengene tilbage og tilbudt et nyt krydstogt – hvis de tør. Forbruget om bord på de personlige konti dækkes af rederiet, bortset fra kasino og forretningerne.

Endelig er de to næste krydstogter med Carnival Triumph erstattet med et andet skib fra Carnival-rederiet.