Dagens kommentar

Kabinepersonalet i SAS varsler konflikt. Den vil kunne realiseres om 14 dage, når efterårsferierne står for døren. Efter en sommer hvor især problemerne i CPH gav flybranchens image skrammer og et forår med konflikter blandt højtlønnede piloter, er det nu stewardesser og stewarder, der truer med at strejke.



Nu er det ikke sådan, at nogen med den mindste ret vil kunne hævde, at det ikke er slidsomt at tilbringe arbejdsdagen i en SAS-kabine. Servering, oprydning, servicering, selvkontrol over for passagerernes værste urimeligheder, slæberi og ofte stressede og pressede situationer.



Men sandheden er jo, at når personalegrupper i rejsebranchen vil nedlægge arbejdet, er det ikke kun en trussel mod deres arbejdsgiver.



Det er først og fremmest en trussel mod selskabets gæster, der ikke kan komme ud og flyve.



De rejsende bliver taget som gidsler – ganske som det har været tilfældet, da piloternes første ”arbejdskamp” på business class eller sikkerhedspersonalet i CPH bidrog til det almindelige kaos ved både ankomst og afgang.



Tilmed toner konflikten sig på et tidspunkt, hvor SAS lever i et ledelsesmæssigt tomrum. Det gør det ikke nemmere at få en aftale i stand – uden forudgående vanskeligheder for SAS-kunderne.



SAS lever i dag i en benhård konkurrencesituation. Alt for megen ballade og usikkerhed om afgange, rejseplaner og stabilitet i service jager både private og forretningsrejsende over til andre selskaber. Mange andre kan tilbyde meget af det, SAS har på hylderne.



Det er muligvis ikke helt gået op for SAS-personalet, at det forholder sig sådan.



Flere konflikter fører kun i en retning: mod afgrunden.



SAS har brug for at vise stabilitet over for deres kunder. Ikke stille dem over for nye konflikter.



Derfor vil en ny arbejdskonflikt være et selvmål af format.



Det er den ringeste måde at fejre 60 års nordisk succes på.



Derfor må appellen lyde til parterne: find hinanden uden konflikt. For at sikre passagernes loyalitet, som i sidste ende er forudsætningen for en fremtid for SAS.








Skrevet af