Familien skulle afsted til bryllup i USA, to voksne og to børn. Derfor købte de flybilletter hos SAS – to voksenbilletter, en børnebillet til fire-årige Olivia og en babybillet til et-årige Johanne.
Babybilletten er meget billigere end de øvrige billetter – til gengæld får Johanne heller ikke sit eget sæde, men skal sidde på skødet af mor eller far på hele turen.
Men kort før afrejse er familien pludselig nødt til at ændre planerne. På grund af arbejde er pigernes far, Mads Hansen, nødt til at rejse til USA via Mexico.
Christina Bruun tænker, at så kan Johanne jo bruge sin fars plads i stedet for at sidde på skødet. Familien har jo trods alt betalt 4.000 kroner for billetten – og SAS Kundeservice bekræfter da også, at det kan hun sagtens, fortæller hun:
– Vi ringer til SAS og får at vide derinde, at vi ikke kan få refunderet hans billet, og det er også ok. Vi får samtidig at vide af den meget søde pige, at vi jo så har et sæde. Og det er jeg jo ret glad for, for når Johanne sover, så kan jeg lægge hende på sædet, fortæller Christina Bruun til Kontant.
Men da Christina Bruun og hendes to børn skal checke ind i København Lufthavn, viser det sig, at
Johanne ikke må bruge sin fars plads – selv om den er købt og betalt.
– Jeg får at vide, at det er firmaets politik at når der er et ledigt sæde, så er det deres at råde over. Og så siger jeg på et tidspunkt i denne her samtale, at det forstår jeg ikke, fordi det er jo ikke et ledigt sæde, når min mand skulle have siddet der, og jeg har jo et barn, der kan bruge sædet, når hun ikke sidder på skødet af mig ved take off og landing, forklarer Christina Bruun.
Men der er intet at gøre. SAS har allerede solgt sædet igen. En fremmed mand sætter sig på Mads Hansens plads. Og turen bliver langt fra så behagelig, som Christina Bruun havde forestillet sig.
Her slutter historien så ikke. For da familien kommer hjem, klager den. Christina Bruun og Mads Hansen vil have deres penge retur, fordi SAS har solgt Mads Hansens sæde til en anden.
Men det er normal praksis hos SAS, lyder det fra salgschef i SAS.
– Det er altså normal praksis i flyindustien, at hvis man på vores billigste billettyper vælger ikke at benytte sædet, så er der ikke et sæde ledigt, når man kommer ombord. Det er enten blevet givet til en kunde, som stod på venteliste eller en kunde som ønsker at tage den valgte afgang, siger Lars Bording.
SAS-chefen siger, at selskabet er nødt til at have dobbeltbetaling for en del af de billige sæder, hvis prisen skal holdes nede. Derfor kan Johanne med babybilletten ikke få lov at bruge sin fars sæde.
– I den her sag kan jeg kun beklage, hvis denne familie har fået forkert information, da de ringede til os. Men jeg vil gerne understrege, at kunden er informeret omkring billetregler og de tilhørende billetregler til netop den pris, som de valgte at rejse på, siger Lars Bording.
Familien Bruun/Hansen er ikke de eneste, der har oplevet, at et sæde, som de havde købt og betalt, var solgt til anden side.
Forbrugermagasinet Kontant har været i kontakt med flere, der har oplevet det samme. Blandt andet en mand, som ved en fejl var kommet til at bestille to sæder i stedet for ét. Da han ville have SAS til at annullere fejlen, nægtede selskabet.
Han bad så om at få sine to sæder ved siden af hinanden, så han kunne bruge det ekstra sæde til sine papirer. Det ville selskabet heller ikke.
Og da han mødte frem i lufthavnen fik han også kun ét sæde, mens SAS havde solgt det andet til en anden passager. Han kunne heller ikke få sine penge retur.
Tagget med: SAS

STANDBY.DK Nyt om rejser

