Togferie er blevet hot igen









”Det er en gammel rejseform, som er ved at vinde indpas igen. Tendensen er, at folk gerne vil have sjælen med, når de rejser,” siger Stig Elling, salgsdirektør hos Star Tour til tgt.dk



”Der er mange fordele ved at rejse med tog. Man kommer udhvilet frem til rejsemålet, samtidig med at man kan nyde udsigten. Og så skal man heller ikke glemme, at det er en miljøvenlig måde at rejse på,” siger han.



Star Tours vurderer, at der alene i år er kommet 700-800 danskere af sted på togferie, og tallet forventes at stige i de kommende år. I forsøget på at blive Danmarks mest klimarigtige rejsearrangør opprioriteres Blue Train ferierejser i 2009 og Star Tour forventer således en stigning på 50 procent i antal kunder til næste år.



DSB Rejsebureau melder også om stigende interesse for togrejser i Europa. Her har man lanceret sommerprogrammet ”Ferie på skinner”, der skal få flere danskere til at tage toget på sommerferie.



”Der er især rift om schweizer-togene,” siger Jan Nielsen, produktionschef hos DSB Tours.



Han fremhæver Glacier-ekspressen, der har kørt mellem St. Moritz og Zermatt siden 1930’erne. Toget passerer undervejs 291 broer og 91 tunneller i de schweiziske alper, og der er mulighed for at se Matterhorn fra panorama-vognene på den knap 8 timer lange tur.



”Det er en helt fantastisk jernbanerejse, som flere og flere er ved at få øjnene op for,” lyder det.


Skrevet af