Island forsikrer igen at alt er normalt

Det sker på et pressemøde på den islandske ambassade i København. Her bliver budskabet bl.a., at selv om Island kæmper med en alvorlig finanskrise, fortsætter livet i Island som det plejer.



”Turistarrangører i Island er opmærksomme på et ubegrundet rygte om serviceniveauet i Island. Pga. dette holder turistarrangører og officielle myndigheder i Island møder med udenlandske rejsearrangører på de største markeder, for at gøre rede for situationen og svare på de mange spørgsmål,” hedder det i indbydelsen.



Danmark er Islands fjerdestørste leverandør af turister, kun overgået af England, Tyskland og USA. Island har ca. en halv million turister om året.



I weekenden protesterede tusinder af islændinge mod finanskrisen. Det skete bl.a. ved at kaste tomater, æg og toiletpapir mod parlamentsbygningen. Demonstranterne klagede over, at politikerne er passive over for krisen og forlangte, at regeringen træder tilbage. Island er efter tre storbankers kollaps tæt på statsbankerot, alene inflationen er på 15 %, skriver Ritzau.



I sidste uge kom det frem, at den islandske præsident, Olafur Ragnar Grímsson, havde skældt over andre landes langsommelighed med at give Island kriselån.



Det skete da den danske ambassadør i Island var vært ved diplomaternes årlige frokost for Islands præsident. Her brugte præsidenten ifølge norske diplomater taletiden på ”hårde udfald mod mange lande, inklusiv Sverige og Danmark.” Og præsidenten kom med ”direkte fornærmende udsagn” mod briterne.

Skrevet af