Lange udsigter med SAS rute til San Francisco

Stockholm: Den interkontinentale trafik med SAS har vist en fremragende udvikling og har nu over 90 procent belægning, som den højeste i flyselskabet. Indtægten er også hæderlig, men udgifterne er endnu for høje til, at der kommer det tolvte fly, som blev sparet væk, da sparerunden blev sat i gang. Det gik ud over den planlagte rute til San Francisco.



“Nej, ” siger vicekoncernchef John Dueholm, der også er bestyrelsesformand for Intercont. “Hvor gerne vi end ville, er økonomien på langruterne endnu ikke sådan, at vi kan forsvare at sætte endnu et fly ind. Der skal ske en helt overraskende udvikling, hvis det indenfor det næste år skal blive en realitet.



Resultatet for årets første seks måneder er fortsat negativt, men der er en klar forbedring i forhold til tidligere år. Vi får højere gennemsnitsindtægt og højere belægning, ligesom vi får en rimelig dækning for oliepriserne ved tillæg, men helt i mål er vi endnu ikke.



Nu drejer det sig om, at udnytte flyflåden endnu bedre ved sæsontilpasning. Det er årsag til, at vi kan starte igen til Dubai og alligevel åbne til Delhi til vinter,” slutter han.



-ejv

Skrevet af