SAS ønsker flere medlemmer af Star Alliance

Samarbejdet i Star Alliance tæller i dag 17 medlemmer men udvides til 20, når Air China, Shanghai Airlines og Turkish Airlines senere på året træder ind i fællesskabet. Hvis det står til SAS’ koncernchef, Mats Jansson, må antallet af alliancens medlemmer gerne vokse sig større, fordi samarbejdet endnu ikke går hele kloden rundt.
”Vi har talt om at få flere medlemmer, fordi vi endnu ikke dækker alle kontinenter. Jeg tror, vi kommer til at blive flere. Men det er meget vigtigt, at en udvidelse bliver drevet af, hvad kunderne vil have,” siger Mats Jansson i anledning af Star Alliances 10-års fødselsdag, der i går blev fejret i København.

For ti år siden startede samarbejdet i Star Alliance mellem SAS og Lufthansa. Det voksede sig hurtigt større, og i år kommer alliancen op på 16.000 daglige afgange i 155 forskellige lande. Mats Jansson betegner det som en fordel: ”Som ny i SAS har jeg opfattet alliancen som en stor konkurrencefordel. Når vi er forbundet med kollegerne tidobler vi vores destinationer og kan i princippet flyve vores kunder overalt i verdenen,” siger han.

(Børsen, d. 15. maj 2007)

Skrevet af