SAS har aflyst 115 fly

På grund af den kraftige blæst og snevejret har SAS Scandinavian Airlines Danmark aflyst foreløbig 115 flyvninger ud af ca. 330 planlagte flyvninger til og fra København i dag torsdag den 22. februar, og flere aflysninger kan komme. Der vil også være forsinkelser på de flyvninger der gennemføres torsdag, og hele torsdagens trafikprogram vil være kraftigt påvirket af vejrsituationen.



“SAS beklager de gener, som aflysningerne og forsinkelserne betyder for vores kunder. Desværre kan vi ikke udelukke, at der vil komme flere aflysninger. Vi anbefaler vore kunder at følge med på www.sas.dk , www.cph.dk eller på DR tekst tv side 480,” siger pressechef Jens Langergaard.



Vi anbefaler, at vores kunder henvender sig til SAS Travel Center på telefon 70 10 20 00 vedrørende ombookinger eller refusion. De passagerer, der bliver berørt af aflysningerne, kan vælge at få billetten refunderet eller blive ombooket til senere flyvninger.



Hvis flyet ikke er annulleret, skal man møde i lufthavnen som planlagt. SAS giver dog også mulighed for at kunder, der har billet ud af København til en rejse indenrigs, til Skandinavien eller Europa i dag torsdag den 22. februar kan ændre deres reservation op til 3 måneder frem uanset billettype.



På sas.dk fremgår det hvilke flyvninger der er aflyst – siden opdateres løbende.


Skrevet af