SAS-bøde stadfæstet

EF-Domstolen stadfæstede her til formiddag den bøde på 39,4 mio. Euro – ca. 291 mio. kr., som SAS blev idømt i 2001 som konsekvens af kartel-sagen med Maersk Air.

De to flyselskaber blev dømt for bl.a. at koordinere deres rutenet ud af København og Billund, men mens Maersk Air med det samme betalte sin bøde på ca. 97 mio. kr., og derefter lagde sagen bag sig, valgte SAS at anke selve bødestørrelsen, under henvisning til, at bøden var for høj i forhold til det udbytte, selskabet havde haft af aftalen.

Det er denne ankesag, som nu er afgjort med en stadfæstelse af bødestørrelsen. Og SAS vælger nu at acceptere bøden, uden at gøre brug af yderligere ankemuligheder. Dagbladet Børsen citerer således nyhedsbureauet Direkt for følgende udtalelse fra SAS-pressechef Hans Ollongren: ”Vi synes det er skønt at få det afgjort, og nu kan vi endelig skrive sidste kapitel i denne historie. Vi accepterer beslutningen, og har ikke planer om at anke”.

SAS har for lang tid siden betalt de 291 mio. kr. bøden lød på, og ifølge Ollongren har koncernen nu ikke flere verserende sager ved EU-kommissionen eller EF-Domstolen.

Skrevet af