Bedre arbejdsmiljø i SAS-lounges

SAS-kunder på business class eller med guldkort er tilsyneladende seriøse forretningsfolk, der er ikke tiltrækkes af unødig luksus. Omkring 4.000 rejsende besøger hver dag en af flyselskabets to lounges i Københavns Lufthavn, og øverst på ønskelisten står gode og effektive arbejdsstationer, hvor man som rejsende kan få noget arbejde fra hånden, tjekke e-mails og gå på nettet, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten i dag.

”Undersøgelser blandt kunderne viser helt klart, at en stor del af de rejsende på korte rejser ser loungen som en forlængelse af arbejdsdagen. Når rejsen er længere, vil de gerne have mulighed for at slappe af i fredelige omgivelser,” siger Lars Bording, der er salgs- og marketing direktør for SAS Danmark. Ro og stilhed skal der til, og derfor arbejder SAS på at få flere afskærmninger og stillekupeer. ”De rejsende vil gerne tale i mobiltelefon, men de vil ikke høre på andres mobilsnak,” konstaterer Lars Bording.

Hvor det tidligere var et bredt udvalg af mad og drikkevarer, som mange rejsende lagde vægt på, er det nu først og fremmest faciliteter med relation til arbejdet, der har størst værdi.
”Derfor udvider vi antallet af arbejdspladser i vores to lounges i Københavns Lufthavn. De rejsende vil kunne arbejde uforstyrret og med hurtig adgang til trådløst internet,” siger Lars Bording. 

Han fortæller desuden, at de rejsende gerne vil spise og drikke, når de besøger loungen, men det sker i beskedne mængder, og spise- og drikkevaner har ændret sig gennem årene.
”Nogle kunder kan fortsat godt lide chips, peanuts og anden fyraftensmad. Men tendensen er, at de rejsende vil have sund og økologisk mad. Frugt og gulerodsstænger spises flittigt, og vi tilbyder nu mange forskellige slags juices,” siger Lars Bording.

Skrevet af Simon Jørgensen