Bedre resultat for Tivoli

Tivoli mistede omkring 130.000 gæster i forhold til 2007, fremgår det af kvartalsregnskabet for den gamle have, men det ser ud til, at de har brugt flere penge, for omsætningen steg med 4% til 434,2 mio. kr., mens resultatet før skat nåede 88,9 mio. kr. mod 86,4 mio. kr. i 2007, skriver business.dk.

 

Årets største afskrivning var projektet Hotel Nimb, som drives i joint venture med Løgismose. Investeringens størrelse noteres ikke, men det er tidligere vurderet at den fælles investering løber op i 100 mio. kr. Resultatet fra Nimb er et minus på 3,5 mio. kr. for perioden april til og med september, men Nimb åbnede først i i maj.

 

Forventningerne til årets samlede resultat opjusteres rent teknisk. Tivoli omlægger sit regnskabsår til at passe med kalenderåret så indeværende år kun bliver ni måneder fra april til og med december. Her venter koncernen en omsætning mellem 540 og 560 mio. kr. og et resultat før skat på 70-80 mio. kr.

Skrevet af Flemming Juul