Berømt Tivoli-restaurant i betalingsstandsning

Tivoli bekræfter takeoff.dks oplysninger. ”Tivoli har modtaget brev fra Divan 2 om, at de går i frivillig betalingsstandsning og derfor ikke er i stand til at fortsætte driften af restauranten. Tivoli skal derfor nu se på, hvad der så skal ske med lejemålet.”

 

Divan 2 er en af Tivolis ældste restaurationer. Familien Vøttrup har i årtier stået for Divan 2. Kurt Vøttrup havde driften i over 30 år, inden sønnen, 34-årige Kristian Kurt Vøttrup, overtog i 2005. Sønnen havde inden da været restaurantchef på Divan 2. Det var tirsdag ikke muligt at få kommentar fra Kristian Vøttrup.

 
Divan 2 har op mod 100 medarbejdere. Der er bl.a. plads til 372 personer i et særligt selskabslokale. Der var tidligere også en Divan 1-restaurant i Tivoli, men den blev i år 2000 til Café Ketchup.

 
Navnet Divan 1 og 2 kom efter Tivolis start i 1843, hvor der kunne nydes forfriskning på divaner i to telte, Divan 1 og Divan 2. Siden blev de til tepavilloner og igen senere til de nuværende bygninger, oplyser Tivolis hjemmeside.

Skrevet af Henrik Baumgarten