Berlin viste flaget i Aarhus

Peggey Gallert fra Visit Berlin, til venstre, med Ane Carlsen og Bo Schou Lauridsen fra Tysk Turist Information. Foto: Niels-Henrik Jensen.

TURISME: Tysk Turist Information og VisitBerlin var i går i Aarhus for at fortælle om kommende kampagner. Der var sidste år 3,3 mio. danske overnatninger i Tyskland.

Tysk Turistinformation i Danmark har dette efterår nye kampagner for rejser til Tyskland. Det gælder rejser til

Niedersachsen, Hannover, Lübeck/Travemünde, Mecklenburg-Vorpommern og Thüringen og omfatter også hotelkæden, Maritim Hotels.

VisitBerlin var i går på præsentation i Aarhus repræsenteret af Peggy Gallert, ansvarlig for VisitBerlins pressearbejde i Danmark. Der er særligt fokus på Berlin, fordi Ryanair åbner ny rute fra Billund til Berlin.

Teleselskabet TDC har igen i år lavet opgørelse over, hvor ca. 700.000 af de danske kunder har haft ophold mindst fire dage i et andet land i sommerferieugerne 26-30. TDC Groups mobildata viser, at Tyskland denne sommer rykkede ind på førstepladsen over danskernes foretrukne rejsemål. På de følgende pladser kom Italien, Spanien og Sverige.

”Næsten 700.000 af vores kunder har haft ophold på mindst fire dage i et andet land i sommerferien, og her har vi set pæn vækst i rejser til Tyskland,” sagde mobildirektør Kasper Ørtvig fra YouSee, der repræsenterer den største del af kunderne i analysen.

TDC Groups data viser, at 18 pct. af de ferierejsende var i Tyskland i ugerne 26 til 30, mens tallet var 14 pct. sidste år.

”Tyskland vil selvfølgelig altid fylde meget i en roaming-statistik, da mange rejser igennem landet, men det har vi korrigeret for ved at opstille et kriterium om mindst fire dages ophold i landet,” siger Kasper Ørtvig.

Over tre mio. danske overnatninger i Tyskland

Der var sidste år 3.325.000 danske overnatninger i Tyskland, en stigning på 0,9 pct., oplyste chef for Tysk Turist Information i Danmark, Bo Schou Lauridsen, til standby.dk under Ferie for Alle rejsemessen i Herning i februar.

De største tyske regioner med flest danske rejsende var sidste år: Schleswig-Holstein, Berlin, Niedersachsen med bl.a. Harzen, samt Hamborg.