Berømt luksustog atter til København

orient-ekspressenI juni vender Orientekspressen tilbage til Danmark. Det var senest i København i 2013. Toget har høj service – men ingen mulighed for brusebad og der deles toilet med andre.

Det danske rejsebureau Bella Vista tilbyder igen i år en rejse tilbage i tiden. Til en verden med stewards i hvide handsker, der skænker champagne.

I år kører Orientekspressen fra Venedig til København 1. juni, fra København til Stockholm 4. juni og fra Stockholm til København 6. juni. Oprindeligt kørte Orientekspressen fra Istanbul til Paris – i dag er ruten typisk fra London via Paris til Venedig, men Orientekspressen kører i løbet af året en række ruter. Hvis man går ombord i Venedig koster turen til København med Orient-Express ca. 20.000 kr.

Orient Express tilbyder flere togruter fra 1 til 8 dage. Den mest populære er London-Paris-Venedig, men der findes også rejser fra London/Paris til Istanbul, Prag, Budapest, Bukarest og Wien.

Toget tilbyder hverken wi-fi, tv eller eget toilet og bad. De smukke salonvogne har plysstole, flygel og tre restaurantvogne.

De restaurerede sovevogne, hvoraf de fleste er fra 1920’erne, har meget små kupéer, der om natten omdannes til sovekupé med køjesenge. Togvognene blev designet, dengang alle var lidt kortere og ikke havde så meget bagage som i dag. Således anmodes passagererne om kun at medtage håndtasker. De større kufferter opbevares i bagagevogn. Alle kupéer har en lille håndvask.

Tøjstilen ombord er elegant, som betyder at jakke og slips anbefales, og til aften vil herrerne ofte være iført smoking.