Bestyrelsen fortsætter i DBTA

Der kom ingen nye i bestyrelsen for Danish Business Travel Association, da foreningen holdt generalforsamling hos A. P. Møller – Mærsk i København.

 

Eneste bestyrelsesmedlem på genvalg var netop A. P. Møller – Mærsks travel manager, Mette Christensen, og hun blev uden modkandidater valgt for en ny to-årig periode.

 

DBTA’s medlemmer køber årligt rejseydelser for en bagatel af ca. 10,5 milliarder kr.

 

Da Legos travel manager, Else Marie Madsen, med udgangen af sidste år gik på pension mistede DBTA sin næstformand. Hvem der bliver ny næstformand, afgøres først på DBTA’s konstituerende bestyrelsesmøde.

 

Else Marie Madsen var før generalforsamlingen i denne uge afløst af FL Smith’s travel manager, Bente Hundahl, der var suppleant til bestyrelsen.

 
DBTA’s bestyrelsen består efter generalforsamlingen af disse travel managers: Jens Liltorp (formand), Novo Nordisk, Mette Christensen A.P. Møller-Mærsk, Dennis Wiemann Lochenwitz fra firmaet Chr. Hansen, Gitte Simonsen fra Ferring Pharmaceuticals og Bente Hundahl fra FL Smith.

 

Suppleanter til bestyrelsen fra travel managers er Tom Buskbjerg fra H. Lundbeck og Michael Hertz fra Velux.

 

I bestyrelsen for DBTA er også disse associerede medlemmer: Dorte Smith fra American Express Business Travel og British Airways’ Peter Rasmussen.
 Ny suppleant for de associerede medlemmer er Karin Gert Nielsen, direktør for sit firma Atlantic Link.

 

På DBTA’s generalforsamling blev der uddelt en anerkendelsespris til hotel Crowne Plaza – motivationen blev tidligere på ugen omtalt på Take Offs hjemmeside.

 

Næste medlemsmøde i DBTA er 14. april, hvor der på Crowne Plaza debatteres Corporate Social Responsibility. Her fortæller leverandører fra bl.a. hoteller, flyselskaber og biludlejning om deres praksis på området.

Lige nu huser DBTA 50 travel managers og 70 associerede leverandørmedlemmer.

 

Danmark har i øvrigt to foreninger for travel managers. I bl.a. utilfredshed med for meget ”københavneri” i DBTA, oprettede jyske travel managers sidste år deres egen netværksforening, COTRA. Foreningens primære formål er dog at arbejde for flere flyruter fra Vestdanmark.

 

Skrevet af Redaktionen