Norden bliver selvstændig Hilton-region

Den ændrede organisation for Hilton/Scandic i Norden kan også tolkes derhen, at nu kan Norden stå på egne ben. Jean-Paul Herzog er fortsat er chef for Nordens 123 Scandic-hoteller og fire Hilton-hoteller, to i Helsinki, et i Stockholm samt Hilton Copenhagen Airport.



I februar tiltrådte Ian Carter som ny koncernchef for Hilton International Hotels (Hilton på verdensplan – undtagen Nordamerika, her er det Hilton Hotels Corporation).

Carter, der er hentet udenfor Hiltons rækker, afløste Anthony Harris, som døde sidste år. Flere detaljer i Carters strategiplan kommer senere.



Ian Carter skræller med sin nye organisation et lag væk i hierarkiet; for Norden bliver den store ændring, at Norden rapporterer som en selvstændig gruppe direkte til Hilton Int. i London; før var det til chefen for Hilton i Europa.

I stedet for de nuværende fire Hilton-regioner bliver der med Norden fem.



Som led i den nye struktur, skifter den tidligere chef for Norden, Wolfgang Neumann, efter kun to år chefposten for England og Irland ud med at blive chef for Hilton i Europa (minus Norden).

Ny chef for England og Irland bliver Howard Friedman.

I øvrigt er den tidligere chef for Hilton-Scandic i Sverige, Frank Fiskers, chef for de 21 Hilton-hoteller i London, hvor verdens kendteste hotelkæde har 6.500 værelser.



Ændringerne i Hiltons driftsstruktur betyder et nyt driftsselskab, Commercial Operations Group, til at klare bl.a. salg, marketing, e-handel og distribution. Dette selskab skal ledes af Jürgen Fischer, i dag chef for Europa, Afrika og Norden.



“Commercial Operations Group skal give en mere effektiv koordinering og prioritering, sikre stabilt, globalt lederskab og koordinere vores salgs- og erhvervsrettede indsats,” siger Ian Carter.



Hilton International er et driftsselskab i Hilton Group, som har rettighederne til Hiltons varemærke verden over – undtagen Nordamerika, hvor Hiltons varemærke ejes af Hilton Hotels Corporation.

Tilsammen har de to Hilton-virksomheder 2.700 hoteller verden over, hvoraf over 500 er Hilton hoteller.

Skrevet af