Thai forbedrer flytype på København

Thai Airways’ tre klasser på dets nu daglige B747-afgang fra København – business (den tidligere første klasse), premium economy (tidligere business) samt økonomiklasse – har netop fået en ansigtsløftning til glæde for de ca. 15 % af passagererne på business og premium: tv-skærme i hvert sæde og endnu mere plads mellem sæderne.



Den nye version af B747, som havde premiere tirsdag fra København, har næsten dobbelt så meget plads mellem sæderne på business, hvor sæderne nu kan ligges 180 grader ned, altså lie-flat. Der er nu 14 af disse sæder i bamsens næse mod tidligere 18 – mens premium-passagererne har fået 20 % mere plads til sædet foran.



”Det har været en succes at afskaffe første klasse på de skandinaviske ruter – der var simpelthen ikke kunder til produktet. Prisen var ca. 30.000 kr. for en retur – og vi havde i snit 1,1 betalende passager pr. afgang. Nu har vi i gennemsnit 10 fuldt betalende business class-passagerer – i første klasses stole – til en snitpris på 20.000 kr.,” sagde Thai Airways’ nordiske salgsdirektør, Flemming Sonne, i går ved fremvisningen af den nye B747-type i CPH.



Men størst succes for Thai ud af København er premium-klassen, den tidligere business class. Prisen for en retur til Bangkok er ca. 11.000 kr., afhængig af sæsonen, ca. 3-5.000 kr. dyrere end selskabets økonomiklasse; hér kan Thai Airways endnu ikke tilbyde individuelle tv-skærme.

Premium har 2/3 belægning – og passagererne får bedre plads. Mens der før var 62 af disse sæder, er der nu 50.



Unikt for Thai Airways er det også, at selskabet det sidste år har øget på Skandinavien med tre ugentlige B747-afgange; Stockholm er steget til seks, mens København nu har en daglig rute. Næste ambition er daglig på Stockholm – inden der tænkes på mere end én afgang om dagen fra København.



Sidste år fløj 100.000 danskere til Thailand med rute- og charterselskaber.



Over halvdelen af Thai Airways’ passagerer mellem Skandinavien og Bangkok skal ”kun” til Thailand, resten bruger Bangkoks lufthavn – der kommer en ny næste år – for at nå Thais mange destinationer i Fjernøsten.



BØRNEFAMILIER SAVNER TV

Thais konkurrenter på direkte ruter til Fjernøsten ud af København er SAS og Singapore Airlines fra samme alliance, Star. Begge har højere priser end Thai. SAS flyver seks gange om ugen til Bangkok, mens Singapore har tre ugentlige afgange. Begge har tv i alle flysæder, det samme har fx Austrian via Wien, samt – når det gælder flyvninger ud i Fjernøsten bl.a. upåagtede taiwanesiske China Airlines med lave priser og god service fra fx Amsterdam.



HB


Skrevet af