Bilferie i luksusklassen

udlejningsbil biludlejning, aston martinBILUDLEJNING: James Bond har om nogen gjort Aston Martin berømt – nu tilbyder Sixt Biludlejning i nogle få europæiske lande leje af en Aston Martin for under 1.300 kr. om dagen. Smokingen må kunden selv sørge for.

For de fleste danskere er biler i millionklassen uden for økonomisk rækkevidde, og en tur bag rattet i en Aston Martin er noget, de må drømme om.

Ikke desto mindre er drømmen nu rykket lidt tættere på, hvis man altså kan afse 1.300 kr. på en bil i et døgn. Biludlejningsselskabet Sixt har nemlig føjet det britiske bilmærke til sin udlejningsflåde i Tyskland, Frankrig, Spanien og Schweiz, hvor Aston Martin udlejes på dagsbasis.

Sixt har netop føjet legendariske Aston Martin til rækken af eksklusive bilmærker i sin flåde. De nye Aston Martin biler hos Sixt findes i flere forskellige modeller – fra Aston Martin DB9 Coupé til Aston Martin Vanquish Coupé, der har en købspris i Danmark på ca. 6 mio. kr.

Sixt, der har hovedkvarter i München, er i over 100 lande verden over. Koncernen har på sine ca. 4.000 udlejningskontorer over 200.000 biler – fra elbiler og stationcars til luksus- og sportsvogne. Herunder altså Aston Martin…