LUFTHAVNE: Danmarks næststørste lufthavn satte i marts månedsrekord med 208.020 passagerer. I årets tre første måneder har lufthavnen haft en ændring på 0,0 pct. i antal passagerer.
”Når foråret ikke vil komme til Danmark, må danskerne rejse til foråret,” konstaterer Billund Lufthavns adm. direktør, Kjeld Zacho Jørgensen, og tilføjer:
”Med 208.020 passagerer gennem lufthavn i marts blev der sat en ny rekord. Aldrig tidligere har så mange benyttet lufthavnen en marts måned. I forhold til marts 2012 er der en fremgang på 3,1 pct. – eller 6.321 passagerer.”
”Marts er typisk præget af store udsving, da påsken har meget stor betydning for antal rejsende. Men trods disse forskydninger er der grund til at glæde sig over fremgangen for både udenrigsruterne og chartertrafikken,” siger Kjeld Zacho Jørgensen.
Lufthavnens udenrigstrafik havde sidste måned 125.270 passagerer, en fremgang på 2.612 eller 2,1 pct. De største ruter er fortsat Amsterdam, London og Frankfurt.
Indenrigsruten til København viste sidste måned et lille fald. I alt fløj 9.005 passagerer til/fra København, et fald på 1.713 eller 16 pct.
I marts var der 72.455 charterrejsende, en fremgang på 5.624 eller 8,4 pct. i forhold til marts 2012.
”Her er der i høj grad tale om en påske-effekt, men mon ikke mange besluttede sig for en tur mod syd efter at have set vejrudsigten for påskeferien. Det har vist sig som et godt alternativ til havearbejdet”, siger Kjeld Zacho Jørgensen.
Billund Lufthavn fik i øvrigt sidste år et overskud på 9,9 mio. kr. ud af en omsætning på 553,7 mio. kr. Lufthavnen anslår, at konkursen i Cimber Sterling i maj sidste år betød et samlet tab på op mod 40 mio. kr. og 300.000 mistede passagerer. Samlet havde lufthavnen sidste år 2,7 mio. passagerer – knap 25.000 flere end i 2011.