Billund Lufthavn mister storkunden

Billund Lufthavn er hårdt ramt af Sterlings kollaps. Flyselskabet var den største operatør i den jyske lufthavn, og i det seneste år har næsten hver fjerde passagerer rejst med Sterling. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten i dag.

 

Ledelsen i Billund Lufthavn arbejder nu på at få andre flyselskaber til at overtage de ledige ruter, men det er usikkert, om det lykkes i en kriseplaget branche med masser af overkapacitet.

 

I Aalborg Lufthavn ærgrer man sig også over konkursen i det islandskejede flyselskab, der ikke mindst skabte ny dynamik og lavere priser på indenrigstrafikken med fem daglige afgange mellem Aalborg og København.

 

Billund Lufthavn har tidligere mistet lufthavnens største kunde, da Maersk Air i 2005 blev lukket og opslugt af netop Sterling. Men situationen er dog ikke så alvorlig som dengang, da Maersk Air havde en dobbelt så stor andel af trafikken, som Sterling har i dag.

 

»I de seneste år er vores trafikgrundlag blevet bredere, så vi ikke længere er meget afhængig af et enkelt flyselskab. Men det er en voldsom udfordring at skaffe erstatning for Sterling,« konstaterer Jørgen Krab Jørgensen, der er lufthavnschef i Billund Lufthavn.

 

»Det er et hårdt slag for lufthavnen. På kort sigt mister vi ruter og passagerer, men vi er i kontakt med flyselskaber, som er interesserede i et fylde nogle af de huller, som Sterling efterlader,« siger Jørgen Krab Jørgensen.

 

Blandt de charterrejsende har knap 30 pct. af gæsterne benyttet Sterling. Charterselskaberne har gode muligheder for at finde alternative flyselskaber til at transportere kunderne til de sydlige destinationer her i vinter.

 

Set over et år har rutetrafikken med Sterling udgjort 20 pct., og det er mere usikkert, om disse ruter vil blive erstattet, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten. 

Skrevet af Hanne Aaen Lassen