Billund Lufthavn vil have fat i tyskerne

Billund Lufthavn vil hente tusindvis af nye kunder i Nordtyskland, og derfor indleder lufthavnen i næste uge en massiv reklamekampagne i flere medier syd for grænsen.

Det er først og fremmest lavprisruterne med Ryanair, Sterling og Iceland Express, der skal lokke passagerer til den jyske lufthavn.
”Billund Lufthavn ligger kun halvanden times kørsel fra Flensborg, og vi har ruter til 18 europæiske storbyer med lavprisselskaber. Vi har kunder i Nordjylland og på Sjælland, så vi kan også tiltrække tyske rejsende,” siger lufthavnschef Jørgen Krab Jørgensen, Billund Lufthavn.
Lufthavnschefen vil ikke sætte tal på, hvor mange tyske passagerer, lufthavnen forventer at tiltrække.

Initiativet kan ses som et modtræk til lufthavnen i Hamborg, som stadig flere danske rejsende benytter. Den nordtyske storlufthavn har et stort net af direkte ruter, og den er hjemsted for masser af lavprisoperatører. I luftfartsbranchen vurderes det, at op mod et par hundrede tusinde danske rejsende årligt flyver ud fra Hamborg.
”Vi har haft en vækst i passagertallet i 2007 på 20 pct., så vi klager ikke. Men der er et potentiale i Nordtyskland, og det vil vi forfølge,” siger Jørgen Krab Jørgensen.

(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 21. januar, 2008)

Skrevet af